Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ferd. G. Lynner: Digte av Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40 Samtiden. 1924
Digte av Shelley
første dom var noget forhastet; et andet sted skriver Mary,
som jo var usedvanlig intelligent: «Jane og jeg gaar ofte
turer og taler om filosofi og plukker violer ved veien. Hun
har en meget vakker stemme og et næsten vidunderlig musi
kalsk øre. Harpen er hendes yndlingsinstrument, men vi har
ingen harpe, og vort klaver er meget daarlig.» Den guitar
Shelley senere gav hende, findes nu blandt de øvrige Shelley
relikvier i The Bodleian sammen med det første avtryk
av tilegnelsen Ari el to Mi rand a. Om den glæde hun gav
Shelley ved sin sang og sit spil, vidner ogsaa The keen
stars were twinkling og digtet I pant for the music
which is di vin e: hendes sang og spil løser den slange
sorgen har vundet om hans hjerte for at kvæle det. Han
var desuten av den art musikalske mennesker hvis hele sjæle
liv sættes i sving av tonerne.
Om hvor hurtig fortrolighetsforholdet utviklet sig mellem
Shelley og Jane, vidner The Pine Forest (februar 1821),
som fastholder oplevelsen sammen med hende av en av de
deilige italienske vaarmorgener, da solen skinner sommer
varmt og violer og tusenfryd staar friske i den frosne jord,
men uten den duft vore blomster har.
Shelleys übetvingelige dragning mot naturen er bekjendt.
Han tilbragte størstedelen av sin tid under aapen himmel og
skrev ogsaa helst der. Trelawny skildrer i sine erindringer
hvordan Shelley, nåar han maatte bo i en by, hver morgen
flyglet til den nærmeste indsjø eller skog eller ut til kysten
og først kom tilbake om kvelden; hvis det var umulig, søkte
han ialfald ensomheten. Han taalte ikke byer og mennesker;
seiv de stille italienske byer med templer, slotter, målerier
og skulpturer formaadde ikke at holde fast paa häm hvis
der var vand eller skog i nærheten. Malende skildrer
Trelawny hvordan han en dag i 1821 maatte følge Mary og
lete efter Shelley i pinjeskogen vest for Pisa. Han færdes
paa kryds og tvers mellem Arno og Serchio og kommer helt
ut til kysten (Mary var ikke flink til at gaa og maatte bli
efter). Trelawny gaar sig vild i skogen, som er fuld av
myrer og tjern. Tilslut træffer han en gammel æseldriver
som vet hvor den «melankolske englænder» holder til. De
gaar et stykke, og gamlingen peker paa en hat, nogen bøker
og papirer som ligger spredt omkring. Der sitter Shelley
589
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
