Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - B. W. Nørregaard: Uendelighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Uendelighet.
av satsen: alt er relativt; noget absolut, i rum eller tid, gives
der ikke.
Andre indvendinger vil møte mig. Fra fysisk hold
f. eks. Man vil kanske si mig: Den vil i hvert fald bli en
verden av utdøde «himmellegemer», Deres mikrokosmos,
kold og mørk. La os holde os til jernklumpen De talte om
ovenfor. Den føles kold, har omgivelsernes temperatur, og
noget lys straaler der jo ikke ut fra den.
Dette ræsonnement holder ikke stik. I vor verden er
stjernerne brændende sole, hvis temperatur visselig mange gange
overgaar den høieste vi kan frembringe paa vor jord. Men
mellem disse stjerner strækker der sig hele oceaner av mel
lemrum, hvor temperaturen er næsten ufattelig lav. Et makro
kosmosvæsen vilde derfor utvilsomt føle en «jernklump»
i sin verden som kold, tiltrods for at den er bygget op av
disse milliarder av brændende sole, akkurat som vi tinder
det i vor verden. Og visselig som det forholder sig med et
himmellegeme i mikrokosmos altsaa et atom ogsaa.
Hvad der gjælder temperaturen gjælder ogsaa lyset. Hol
der vi os til vor jernklump, saa er det klart at dens ydre
atomlag, indtil en viss dybde er «døde». De er kommet i
mere eller mindre intim kontakt med luften utenfor dem;
deres glød er sluknet. Men der er i og for sig ikke noget
fornuftstridig i at anta at atomerne i jernklumpens indre
fremdeles lyser i glød. Der kan være radioaktive eller andre
kræfter som vi ikke kjender, tilstede, som kan holde tempe
raturen i de enkelte atomer saa høit oppe. Eller, i hvert
fald, om vi tar og opvarmer jernklumpen til hvitglød, vil der
i de billioners billioner av atomaar som medgaar til den er
avkjølet, være mere end tid nok til at verdener kan opstaa
og leve sit liv og atter forgaa. Man kan indvende om
man holder sig til min første antagelse, at der kan være ra
dioaktive eller lignende kræfter paa spil at vi jo ikke ser
noget lys i dens smaadele, om vi slaar jernklumpen istykker.
Men den indvending holder heller ikke stik. Det tar en viss,
ganske visst meget liten men dog maalbar tid, før stykkerne
springer fra hverandre, og en anden viss tid før lysstraalerne
nåar frem gjennem vort øie til vor hjerne og av denne op
fattes som lys. Bittesmaa brøkdele av et sekund rigtignok,
men dog endnu milliarder av atomaar, et tidsrum som, over-
69
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
