Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thorleif Grüner Hegge: Om drømmene og deres tydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thorleif Grimer Hegge.
jo frem igjen i drømme, eller det ligger til grund for sjæle
lige forstyrrelser ; og kanske ligger det ved roten av disse
familietragedier, hvor far og søn, bror og bror hater hver
andre?
Men tilbake til barnekammeret. La os anta, at Freud
har ret i at der gives et slikt seksuelt farvet medbeilerforhold
i den unge familie. Kan det forklare at saa krasse ønsker
opstaar? Freud er av den mening, men rigtignok tar han
den værste brod væk. Barnet er egoistisk; det forlanger sine
begjær opfyldt uten indskrænkning og uten hensyn. En per
son som staar det iveien, ser det derfor mer end én gang
gjerne forsvinde fra skuepladsen, og dette blir da let til, at
det ofte høilydt eller i sit stille sind ønsker personens død.
Men barnet skjelner ikke saa skarpt som vi mellem død og
forbigaaende forsvinden, for det er døden ikke andet end at
vedkommende person er borte eller bortreist. Om det er for
bestandig eller for nogen tid, om det gaar ham udmerket
eller daarlig, det interesserer barnet mindre. Slik blir det
mulig at det kan komme til at ønske nogen av sine nærmeste
døden. Freud mener vel heller ikke at det til stadighet skulde
være opfyldt av ønsket, av nag og skinsyke. Det vil vel være
tilstrækkelig for hans opfatning at der danner sig et visst stille
motsætningsforhold, som gjerne kan tildækkes av den oprig
tigste hengivenhet, men som ihvertfald ved mangen given
leilighet fremkalder det mere eller mindre klare ønske om
befrielse fra medbeileren.
Forøvrig er jo stoffet, specielt forholdet mellem søn og
forældre, behandlet av Sofokles i tragedien om Ødipus, som
ved skjæbnens spil blev sin fars drapsmand og sin mors egte
fælle. Og Freud tar naturligvis tragedien og Ødipussagnet
som ligger til grund for den, til indtægt for sin opfatning: vi
maa forklare os den virkning som denne skjæbnetragedie har
utøvet nedigjennem tiderne, ved stoffets umiddelbare forbin
delse med dypere tendenser hos os seiv; vi føler dunkelt at
Ødipus’ skjæbne paa sæt og vis ogsaa kunde være blit vor,
fordi der i os alle har slumret et ønske om at skyve faren
tilside og egte moren. Digteren tvinger os til at erkjende at
dette ønske endnu lever skjult og fortrængt hos os, og følgen
er: vi viker tilbake i skræk for hvad vi kunde være blit til,
96
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
