Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros - IV. Racine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EROS.
IV.
Racine.
Kommer man fra renæssansens maskerade med livsappe
titen, kravene paa individets ret og rettigheter og ind i
den tankegang, den ethos og eros klassicismen søkte at arbeide
frem, saa er det vel vanskelig at faa dette stilfærdigere klar
lagt end gjennem Bérénice av Racine, resignationens klassi
ske stykke. Man har kaldt Bérénice en guddommelig elegi
over det gamle tema, elskende hjerters adskillelse, kjærlig
hetens gang mot selvforsagelse og resignation. De saareste
replikker formes harmonisk og stille, de sterkeste følelser i
de store scener hviskes stilfærdig som beherskede betroelser
foran en kaminild. Vore glødende skjønaander faar und
skylde uttrykket, men det er ofte som tragedien stilfærdig
konverseres frem der spilles med sordin. Bérénice ei
den rene Racine, sier Sainte-Beuve, en smule svak om
man vil, en Racine som har glemt, har forlatt Boileau, som
tænker paa sin elskerinde, den vakre skuespillerinde Champ
meslé, og som har skapt en musik for hendes blide stemme.
Bérénice er en charmant, en melodisk svakhet blandt hans
verker, som Champmeslé var det i hans liv. Racine har
elsket dette stykke mere end noget andet. Forordet gir næsten
hele hans kunstneriske program. «Det som jeg syntes bedst
om ved mit emne var at jeg fandt det saa yderst enkelt.
Det er de som mener at denne enkelhet er tegn paa liten
opfindsomhet. De forstaar ikke at al opfindsomhet tvertimot
14 - Samtiden. 1925.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
