Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Nogen ord om Gran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogen ord om Gran.
dømme her, fordi jeg seiv ikke er opvokset paa landsbygden.
Jeg husker hvordan den samme varhed gentog sig ved Sne
skavlen brast, men hvorledes det dog glæded ham, lige
som i forbigaaende, at kunne meddele mig at han nyss hadde
stødt paa én fra fjordene dervest som sa ham : «Der er in
tet i den bog, jeg ikke har oplevet.» Men jeg skal ikke
fortsætte her; personlige minder har jo uvægerlig det fristende
ved sig at de fører indover mod éns eget kære ego; jeg skal
derfor ikke gaa i enkeltheder. Jeg vil kun ha sagt at jeg
sidder her og mindes en rad oplevelser av henrivende venne
teneste, en utrættelig omtænksomhed ogsaa i det smaa, som
f. eks. nåar av og til en ramp hadde været ude, som her
hjemme har adgang til at benævne sig anmelder, og prøved
at skade én. Det var ham en umiddelbar glæde, nåar det
lykkedes at faa istand et arrangement e. 1. til gagn for én ;
det var ham en intim nydelse. Og her er jeg atter ved det
barnslige hos ham, charmen ved ham som personlighed.
Og jeg slutler disse faa minde-ord om Gran med et lidet
sommerbillede, som gentog sig hvert aar i de tyve aar, han
bodde ude paa Bestum, hvor vi saa ofte mødtes og fik en
liden samtale. Jeg mindes, nåar varmen kom i veiret og
frugttrær og enger stod i blomst: Hans vældige veranda og
alle dører oppe indover, med skimtet av glitrende fjord over
eller mellem trækronenes unge, saftblanke blade; og inde
fra dalen kom bækken, som suste forbi nedenfor paa jordet.
Her sad han med nogen papirer foran sig paa et bord i ene
hjørnet, jeg ved ikke om han skrev noget saa særlig ved
det bordet; men her sad han, porøs i sindet og med mange
bunde som en tyveaarig lyriker, som Aiolos’s harpe i vaar
brisen. En Wergelands forsommer! «Jeg liker høre den
bækken, nåar jeg arbeider,» bemerked han kort og sky.
Og saa Gran i let sommer-cheviot, tindrende blåa som en
vestlands-fjord og med noget gullig-brunt i slipsfarven: jeg
ved ikke, men jeg tænkte altid paa fjord og paa tare. Saa
en dag var han da ogsaa væk, han og hans frue. Bestum
hadde mistet et vigtig træk i sit ansigt; Gran’s er visst reist,
sa man ; det var som et vink til opbrudd for os andre ogsaa.
De to var draget til fruens familjested paa den lille ø lige
udenfor Stavanger, hvor han vandred om i tøfler og solte
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
