Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Gerhard Gran i unge dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran i unge dage.
Jeg har ogsaa en historie at berette om ham; det er en
gam mel historie fra en tid, som vel nu förekommer ung
dommen meget fjern.
Da jeg engang nævnte denne historie for Gran seiv, husket
han skam at si ikke noget videre av det hele. Gud velsigne
ham for det! Han var ikke av dem, som gaar omkring og
holder bok over sine velgjerninger og kræver tak og ære for
dem senere; Gud velsigne ham for det!
Det hele passerte engang i de aar, som senere noksaa
storartet er blit kaldt «det lyriske gjennembrud i nittiaarene»;
det hadde set kleint ut med helegjennembruddet, hadde ikke
Gran været; ialfald var det han, som lukket døren op for
Obstfelder og mig, da alle andre døre i Norden stod stængt
for os.
Først maa jeg fortælle om, hvordan mine første «Digte»
efter mange gjenvordigheter kom frem for offentligheten. De
fleste av versene hadde jeg skrevet som gymnasiast, og da jeg
1890 som rus kom i Studentersamfundet og traf Obstfelder,
Jens Thiis, Carl Nærup og andre likesindede, dannet vi straks
en sterkt eksklusiv litterær kreds; vi var nyromantikere !
Holger Drachmann var vor herre og mester, hans vældige
verk «Forskrevet» som netop var utkommet, var vor hellige
bok. Vi laget vort eget blad i samfundet, C-nummeret het
det. Jens Thiis var redaktør; aldeles ypperlig læste han op
vore vers.
Og der skulde noget til for at læse op vers dengang, der
skulde mot og der skulde myndighet, tænk vers! Alle visste
da, at versets tid var forbi for flere aar siden; den, som endnu
paaviselig skrev vers, blev av folk flest vist den samme hodery
stende, medlidende interesse, hvormed bløthjernede idioter be
tragtes; dog var vort tilfælde übetinget betydelig latterligere end
idioternes. Og allikevel læste Jens Thiis op «Fandango» saa
der var dødsstilt i studenternes lattermilde forsamling.
Nuvel, det blev jo snart avgjort inden kredsen, at jeg
skulde søke forlægger; men hvilken forlægger i Kristiania
vilde indlate sig paa noget saa haabløst som at utgi en digt
samling? Jeg gik rækken rundt; det var snart bestilt. Sa jeg
paa forhaand at det var vers jeg kom med, behovet jeg ikke
at vente paa svar engang; jeg fik konvolutten uaapnet tilbake.
Den lille trofaste skare venner, jeg dengang hadde, mistet
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
