Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Gerhard Gran i unge dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilhelm Krag.
Der kom postmester Schøning og Johan Bøgh, der kom
skibsredere og politikere, som senere har vundet ry over lan
det, der var mænd fra alle leire, av alle livsstillinger, mænd
med meninger, som de turde vedstaa sig og forsvare, saa fil
lene føk.
Og blandt alle disse særprægede og betydelige mænd van
ket Gerhard Gran, altid rede med sin hvasse replik, som var
likesaa frygtet som han seiv var avholdt.
Hvor luften var fri og ren i dette selskap ! Hvor inter
esserne gik langt og mangesteds hen; hvor fjernt føltes ikke al
den indestængte atmosfære, som jeg pleiet at færdes i, der
jeg kom fra.
Det var ikke andet end rimelig, at Gran var i ganske
særlig grad skattet av disse sine venner; han var en blanding
av arbeidsmenneske og selskapsmenneske; det er ikke godt
at si hvor han befandt sig bedst, blandt sine bøker eller ved
et festlig bord.
Man kunde bli i godt humør bare ved at se ham komme ind
til festen, altid oplagt, aa, nu skulde her bli moro! Hvor han
befandt sig inderlig vel i sin livkjole, dette plagg som falder
mange nordmænd saa vanskelig at bære, og nåar Gerhard
Gran slog paa sit glas, visste alle, at nu kom der en tale som
var værdt at høre; fuld av pudsigheter og allusioner, vrim
lende av uventede indfald, malicer og pointer; Gerhard Gran
kunde den sjeldne og vanskelige kunst at holde en tale,
lekende glat og galant, fin, underfundig og fremfor alt spiri
tuel.
Saa det var intet under han var kjælebarnet i kredsen
derborte.
Han hadde hat den fordel at vokse op i et rikt og har
monisk hjem; næringssorger hadde ikke et øieblik kastet
nogen skygge over hans barndomsaar; derfor bevarte han
siden en bedaarende overlegenhet likeoverfor penger, seiv efter
at han seiv var blit en fattig norsk adjunkt, som ikke hadde
andet at leve av end sin gage.
Penger? Pyt, penger kommer nok! Og jeg saa ikke andet
end at de kom ogsaa.
Engang han sat inde hos mig og la frem sine stor
slagne planer om «Edda», som jo skulde bli noget enestaa
ende i verden, da kunde jeg ikke dy mig, men avbrot ham
242
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
