Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valborg Erichsen: Gerhard Gran og studenterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valborg Erichsen.
Oppe paa universitetsbiblioteket hadde nogen av funktionæ
rerne sagt at der var ikke fred at faa for professor Grans
elever og alle deres litterære undersøkelser. Over dette ut
talte han sin uforbeholdne glæde.
Denne glæde fortæller noget væsentlig om Gerhard Grans
forhold til studenterne. Hans egen ydelse var for ham aldrig
det vigtigste ved undervisningen. Han var ikke lærer,
i den betydning som ordet ofte har. Det vil si: Han hadde
intet ønske om at overføre sin egen eller nogensomhelst
mening paa sine elever; han var totalt blottet for enhver
trang til at være forkynder. Litt paradoksalt kunde for
holdet godt uttrykkes saa: Han ønsket i grunden ikke egent
lig at lære os noget. Og dog var han en ypperlig lærer, den
bedste jeg har kjendt.
Jeg indbilder mig at hvis nogen hadde bedt Gerhard
Gran om at beskrive den lærervirksomhet som i hans øine
var idealet, saa vilde han ha nævnt den socratiske.
Sikkert er det ihvertfald at studenternes selvvirksomhet
var maalet for hans egen undervisning. Han var skeptiker
i meget, ogsaa som lærer. Han hadde ikke let for at tro
paa virkningen av de ord han kunde si os om skjønheten i
et digterverk eller det interessante ien aandsretning. Han
vilde ha vidnesbyrd fra studenterne seiv om at deres interesse
var vakt, deres tænkeevne sat i bevægelse.
Og seiv om han nok undertiden maatte tro at hans ord
naadde frem og gjorde virkning, ønsket han like fuldt vid
nesbyrdene, fordi han var overbevist om at det er meget
mere værdifuldt at være selvstændig virksom end at være
ensidig receptiv. Jeg husker varmen i hans tone da han
en gang kom til at si nogen ord om glæden ved at la sig
absorbere av et aandsarbeide, hvor ren og üblandet den
kunde være.
Gerhard Grans evne til at lokke frem denne selvvirk
somhet, som han satte saa høit, var kjernen i hans lærer
begavelse.
Jeg har forsøkt at gjøre mig rede for hvilke egenskaper
det var hos ham, som især betinget denne evne og hele dette
syn paa undervisning. Fremfor noget andet tror jeg det
var den eiendommelighet som förekommer mig at være
central i alt hans arbeide, ja, som var drivkraft for største-
252
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
