Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros. VII. Vort evig klassisk kvindelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg synger gjerne, o Elskov! dig,
Og disse Toner Elisa mig
I kjælne Arme indsluttet lærte;
• Om Elskovs Glæde.
Hun bød mig qvæde,
Og seiv hun skjænkte mig Elskovs Glæde;
Forelsktes Skaal.
Harry Fett.
Og saa synger de om frihet og glæden og glassenes klang,
hvor menneskene er fortræffelige i sørlandsbyene, hvor inder
lig fornøiet man er med sig seiv, med livet i sin almindelig
het, og ganske i særdeleshet nåar det kan leves i Norge. Helst
selvfølgelig i Stavanger ved Gabriel Mæcenas aapne taffel. «Jeg
synger gjerne om min mæcen, og mildt han hører min harpes
toner mæceners skaal!»
Det er ingen misundelse i hans sjæl, og han hadde intet,
som saa mange av dåtidens liberale, imot ordensbaand. «Jeg
synger om ordensbaand de stores skaal! Jeg synger
gjerne om røden guid, som skaffe ære, og magt og vine, de
rikes skaal!»
Og frihed, skjemt og glasses klang,
Er gjerne æmnet i min sang.
Og saa reiser selskapet sig, først digteren og svogeren, og
de ser over mot vertinden og hendes søster, Hanna og Elisa,
som sitter der rolige, fuld av velvilje med et litet polisk
overbærende smil til mændene. Herregud hvor litet der
igrunden skal til for at more dem, dette velsignede guttelynnet
er sandelig en Herrens gave at ta med i livet. Og de smiler
over til egtemændene og nikker sig imellem dette underfun
dige Mona-Lisa smil, som er kvindens frimurersprog hvor det
gjælder mænd.
Saa levet disse to svogere, mæcenas og hans poet, den
ene stadig i pengemangel og stadig understøttet med penger,
skinker, pølser og vinpiper. Døtrene opdrages hos svogeren
som egne barn ved siden av hans egne. Paa Jens Zetlitz’
prestegaard var det ikke bare glæder. Det kunde være mørkt
nok nåar næringssorgerne meldte sig med allehaande vanske
ligheter. Men han hadde jo sine bøker, da kan Seneca hjælpe
litt, nåar veien til mæcenas inde i Stavanger kunde falde
lang og tung.
Din rene Lyst og din ømme Smerte,
374
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
