Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros. VII. Vort evig klassisk kvindelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
Elisa! skjøn er Jorden Glæder
Er’ ødselt strøet over den ;
.leg i Naturen Gud tilbeder.
Den Skyggen er af Himmelen.
Men vemodsdraget over «Glædens sånger» mangler ikke.
Det er en viss likhet mellem de to sørlandsdigtere Zetlitz og
dattersønnen Alexander Kielland de er likesom sky og vare
likeoverfor sorgen. Den er deres egen. I glæden, selskabelig
heten muntert overmod den tilhører det almene, i den er
samfølelse, men sorgen den vil han «ha rätt att ensamt
genomlida», som en anden av glædens dystre sangere har
sunget. Hans hustru døde efter 10 aars egteskap. Jens Zetlitz
la lyren væk. Men som et monument i norsk digtning, som
et gravmonument ute paa en sørlandsk kirkegaard, ædelt og
skjønt reiser sig verset til hans ven Scheel, et digt ved hans
hustrus død. Det staar ogsaa som et monument over hans
egen hustru. Det nytter ikke, kjære ven, at komme med
trøst. Med hustruen gaar det bedste av en seiv i graven
jeg har ei skyggen- igjen av disse skjønne dage.
Mit Hjertes og min Skjæbnes Broder, Scheel
Ei trøstende min Musa til dig træder.
Vi levet har vort Livs den bedste Deel,
Vi jordet har vort Livs de bedste Glæder.
Opmand dig, Broder, See ud over Tiden,
Der skal det gaae de Gode evig vel;
Der parres Sjæl med sig beslægtet Sjæl.
Der blev mit Hjerte let, min Kummer liden.
Her lyder toner fra den dype undergrund fra sorgen,
savnets og vemodets verden, fra den dype følelsesverden, som
er al religions inderste kjerne. Sit sidste vers skriver han til
svogeren ogsaa et gravminde, det er ved Hannas Elisas
søsters død. Det sunde, hjertensgode, det enkelt menneske
lige over de to søstre fra Lye gamle prestegaard kommer klart
til uttryk netop i Kiellands brev om hendes sidste øieblikke,
og han føier til om hendes religion, som er et godt uttryk
for hele det klassisk religiøse følelsesliv: «Hun besværede
hverken hjerte eller hjerne med spekulationer, de mystiske
religionssætninger, men des mere baade i betragtning og ut-
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
