Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Sølvdaleren og guldkronen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wilhelm Keilhau.
værre var det at det nye pengevæsen som skulde bygges op
av Rigsbanken, ikke blev anlagt efter rigtige pengeteoretiske
principper. Til grund for det nye system blev lagt sølvet.
Meningen med aa lægge et metal til grund for et lands penge
væsen er den aa holde sedlerne i samme værdi som metallet,
altsaa aa stabilisere seddelværdien i forhold til den valgte
metalværdi. Ved denne stabilisering opnaaes en relativt kon
stant værdimaaler for pengeforpligtelser, hvis da den valgte
metalværdi seiv er nogenlunde konstant. Forordningen av
1813 opgav imidlertid i selve sin egen tekst aa holde et sta
bilt værdiforhold mellem sølv og sedler. Forfatterne av for
ordningen maa ha været grepet av en slik mistillid til sedler
at de har tvilt paa gjennemførbarheten av papirdalerens like
værdi med sølvdaleren. Der blev nemlig bestemt for det
første at der til 100 daleres sølvværdi skulde svare sedler
med et paalydende, en «navneværdi» av 200 daler, og der
næst at bankbestyrelsen to gånger hvert aar, den Iste februar
og den Iste august, skulde fastsætte en officiel kurs paa sølv
dalere uttrykt i papirdalere. Til denne saakaldte bankkurs
skulde sedlerne mottaes som betaling ved de offentlige kas
ser. Det er klart at denne ordning førte til forvirring og
spekulation. Der blev fire pengemaal, sølvværdien, navne
værdien, bankkursen og markedskursen. Bestemmelsen om
de offentlige kasser kunde ikke opretholde seddelværdien,
men førte til at staten fik for smaa indtægter, noget som øket
förvirringen og vanskeliggjorde administrationen av finans
væsenet.
Utpaa høsten 1813 var pengeforholdene sunket sammen
i det rene kaos. De nye riksbankdalere fik en bankkurs av
375 papirdalere for en navneværdi av 200 og en sølvværdi
av 100 riksbankdalere, mens kursen i det aapne marked viste
en langt større værdiforringelse av de nye papirpenge. Sam
tidig fortsatte de gamle courantsedier aa cirkulere, men ut
trykt i dem steg sølvdaleren til en kurs av ikke mindre end
14 000%.
I denne babelske forvirring befandt fællesmonarkiets
pengevæsen sig da nordmændene i februar 1814 tok sit lands
skjæbne i sin egen haand. Den første pengemæssige virk
ning blev naturligvis en ny økning av seddelomløpet. Norge
var jo ikke organisert som en finansiel enhet, og de penge
438
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
