Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Sølvdaleren og guldkronen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wilhelm Keilhau.
omtrent i den dobbelte mængde av fondets størrelse uten
hensyn til at fondet ikke var disponibelt; paa denne maaten
indtraadte det paradoksale forhold at nåar sølvfondet vokset,
sank seddelværdien og at fondet saaledes for aa citere
Schweigaard «forværret vort Pengevæsen istedetfor at for
bedre det». 1 Schweigaard trak den slutning av disse kjends
gjerninger at banken vilde ha været bedre stillet dersom
sølvfondet ikke var blit tilveiebragt, for isaafald hadde banken
vel ikke kunnet undgaa aa følge princippet om den størst
mulige indskrænkning av seddelutstedelsen. Det er dog ikke
sikkert at Schweigaard har ret i denne paastand; direktørerne
for Norges Bank synes nemlig aa ha forstaat saa litet av
pengeteori at de vel ogsaa under disse forutsætninger hadde
fulgt urigtige principper.
Imidlertid blev skuffelsen og forbitrelsen over at ogsaa
de nye sedler var blit værdiforringet mer og mer utbredt,
og der blev reist krav paa at sølvet skulde brukes. Det over
ordentlige Storting i 1822 besluttet da at banken fra den
Iste januar 1823 skulde begynde med en indløsning, men
saaledes at 100 sølvdalere maatte indløses med papirsedler
efter en kurs paa sølvet som første gang skulde sættes til 190 %
og som ikke maatte sættes lavere end 175 %. Ved lov av
20de juli 1824 blev kursen sat til 150 %>, og der blev aapnet
adgang til aa sætte den ned til 135 %.
Det viste sig at den politik statsmagterne her var slaat
ind paa, fremkaldte adskillig spekulation, ikke mindst fra
utenlandske kapitalisters side. Til trods for statsbankerotten
av 1816 og de daarlige vilkaar det var kjendt at den norske
stat hadde maattet akceptere for sit første utenlandske laan,
var efter kyndige forfatteres utsagn Christiania alt fra 1822
av «ovérrendt» av utenlandske agenter som tilbod laan, og i
1825 begyndte ogsaa utenlandske opkjøp av norsk valuta.
Følgen blev at den norske daler steg høit over bankens
vekslingskurs. Den 23de mars var sølvkursen nede i 102 %,
altsaa praktisk talt i pari.
Fra enkelte hold blev denne pludselige og voldsomme
kursstigning hilst med stor glæde, og patrioterne undlot ikke
1 A. M. Schweigaard: «Den Constitutionelle», tillæg til nr. 32 for 1836;
i Schweigaards «Ungdomsarbeider», som er utgit i 1904 av Stang og Jæger,
findes denne bemerkning side 116.
446
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
