Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. W. Brøgger: Arkæologi og historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arkæologi og historie.
maa samarbeide med mange forskningsgrener, men fremfor
alt søke sammenlignende stof fra alle stadier av vort folks
liv i historisk tid.
Historisk set er Norges oldtid den del av vor kulturs
historie, som ligger foran Olav den helliges tid. Det er et
helt aandelig skille, hvis vigtigste merker er rikssamlingens
gjennemførelse og kristendommens indførelse. Det hele er
en fuldbyrdelse av den vekst som begynder i tidlig folkevan
dringstid. Ogsaa paa et andet punkt betyder samlingen av
landet et vigtig merke. Naar vi skal forsøke at bygge os op
et billede av oldtiden møter vi en uvilkaarlig vanskelighet i
en moderne indstilling, som bare kjender et nationalt samlet
Norge som et hele. Vi glemmer let, eller har vanskelig for
at sætte os ind i, at gjennem hele oldtiden var dette en
uvirkelighet. Vi glemmer at Norge er en historisk skabelse
og at endogsaa de landegrænser vi har, er blit til ved vil
kaarlige fredsslutninger i sen historisk tid. Jemtland og
Herjedalen blev skaaret væk i 1645 og Baahuslen i 1660. Vor
fornem meise av et samlet Norge er paa visse maater en
hindring nåar vi skal forsøke at sætte os ind i oldtidsfolkets
psykologi. Til alle tider var der stammer og folk, og de
naturlige sammenslutninger har formodentlig alt i bronse
alderen hat religiøse midtpunkter. De saa ikke paa andre
stammer og sig seiv som et led i et land Norge, deres frænd
skap og synskreds hadde andre retningslinjer end de høi
politiske, som skapte kampene i middelalderens Norge. Det
er, for at nævne et eksempel, sandsynlig at folkevandrings
tidens stammer paa sør- og vestkysten følte langt mere
frændskap til Nordsjøkystens folk end til andre stammer i
landet Norge. Det hænger sammen med en stigning i livet
paa sjøen, som i vikingetiden fører til en helt naturlig følelse
av Vesterhavsøene som en del av landet og like meget
«norske» som eksempelvis Hedmark eller Oplandene.
Det er en psykologisk indstilling, som atter forandrer sig i
senmiddelalderen og som tilslut ganske dør væk.
Endnu et hovedtræk kan omtales som en ålment betin
gende faktor i vor kulturhistorie. Det er Norges beliggenhet
i det europæiske kontinent, paa samme gang for sig seiv og
dog et led i Europa. Det ligger ikke til for folkebevægelser
fra øst til vest, det har aldrig hat andet end i det høieste en
479
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
