Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Gleditsch: Universalkirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Gleditsch.
tænker eller i alle fald übevisst tror paa. Er universaliteten
den tjenende kjærlighet, er guddommen seiv nærværende som
lidende vilje til at tjene, saa har kirken opgaver, som maa
løses, tjenester som maa utføres mot alle mennesker. Pro
grammet er derfor helt positivt, og alle saker som blev be
handlet var av praktisk betydning og av mellemfolkelig eller
social art. Det er ikke mange aartier siden saadanne for
handlinger og uttalelser vilde været fuldkommen umulige paa
et kirkelig møte. Privat kunde man forhandle derom, for
eninger kunde ta fat paa denslags opgaver. Stater og rets
kyndige kunde ta fat paa sociale spørsmaal, men kirkcrne
ikke.
Hvorledes er vi kommet derhen? Først er da kanske at
si at staten har mistet meget av sin myndighet og hellighet
i den sidste menneskealder. Endnu lever vel mennesker, som
mindes dens velmagts tid og er overmaade tilfredse og haabe
fulde, nåar staten tar sig av en sak. Men i virkeligheten
har staten mistet sit imperium, sin hellighet og sin universa
litet. Ingen enkeltstat vil i længden kunne bevare sin fulde
suverænitet, der vil bli et eller andet forbund, en eller anden
hellig eller vanhellig allianse, et nationernes forbund, som
relativiserer magten og gjør staterne avhængige av hinanden.
Dette hænger sammen med de erfaringer alle folk har
gjort under krigen, de har sat gods og liv ind i den bank,
som kaldes staten og lidt store tap, hvordan saa krigens ut
gang blev. Det kommer av statens socialisering, den
betragtes ikke længer som et hellig selvformaal, men som et
middel til ordning av klassernes mellemværende eller som en
forretning av stort omfang. Naar staten saaledes gaar ned i
anseelse stiger kirken op. Dens anseelse var i liberalismens
tidsalder stadig synkende, religionen blev da opfattet som ren
inderlighet, og dens sociale form, kirken, blev stadig trængt
tilbake og mer og mer indsnevret og indelukket i sig seiv.
Men med den stigende socialisme træder kirke-idéen igjen
frem for betragtningen, man forlanger noget av den, bebreider
den at den ikke har større social breddevirkning og indfly
delse. Og samtidig tar kirkens selvtillid til, dens ærværdige
institutioner, dens pläds i folkets sind dens egenart og denne
egenarts store betydning, nåar det gjælder livsanskuelse og
kulturdannelse blit atter tydelig.
544
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
