Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. C. Solberg: Betragtninger over den franske og den russiske revolution - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betragtninger over den franske og den russiske revolution.
Det var dette krav, som hele den franske tredjestand
med størsteparten især av de yngre jurister samledes om, og
det var først da folkesuverænitetsprincippet kom med be
geistringen for Nordamerika som nimbus, at de politiske
krav paa nationens deltagelse i stats-styrelsen fik betydning.
Det var imidlertid intet den konstituerende forsamling
tænkte mindre paa, da den traadte sammen, end at bemæg
tige sig regjeringsmagten eller at indføre nogen slags parla
mentarisme.
De vilde skrive nye med den «naturlige retfærdighet»
stemmende love, hvis grundlag skulde fastlægges ved en ny
«samfundspakt». Men det var «kongen», som skulde sætte
lovene ut i livet. Folkets repræsentanter skulde blot hjælpe
ham. Herom var tilsynelatende alle enige under vaaridyllen
i 1789 med hoffet paa en maate i spidsen. Hvorfor maatte
saa allikevel denne vaaridyl bli det rystende drama, som
blandt andet har medført, at saa mange i vore dage synes
at tro, at den franske og den russiske revolution er to fæno
mener av samme art.
Grunden var, at Ludvig XVI i den teologiske strid i
anledning av loven om «geistlighetens civile ansættelse»
en strid, der, hvad realiteten angaar, var en parallel av den som
Filip den smukke 500 aar tidligere hadde kjæmpet mot
pavemagten sammen med sine jurister, stillet sig paa
pavemagtens side mot juristpartiet. At denne kamp fik et
saa uforsonlig præg, at ethvert kompromis blev umulig til
trods for, at selve saken var temmelig likegyldig for de fleste
av nationalförsamlingens medlemmer, laa deri, at det i virke
ligheten var en strid mellem de ortodokse teologer og dåtidens
liberale teologer «jansenisterne», som hadde faat narret man
kan godt bruke uttrykket forsamlingen til, «at presterne
skulde vælges av menigheten istedenfor at utnævnes av kon
gen». Det het sig, at dette var nødvendig for at hævde
folkesuverænitetsprincippet; men den virkelige grund var
jansenisternes formentlig ikke übegrundede frygt for, at
kongens ortodokse skriftefædre skulde faa for stor magt ved
utnævnelserne. Striden førtes med den uforsonlighet og gjen
sidige forkjætring, som altid har utmerket teologiske stridig
heter, og Ludvig XVI, «hoffets eneste troende katolik», blev
631
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
