Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristine Bonnevie: «Darwinisme» i vore dages videnskap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Darwinisme» i vore dages videnskap.
tion til generation i uendelig rækkefølge, og det er i deter
minantene de variationer maa finde sted, som skal kunne føre
til virkelige nydannelser. Her inde i kimplasmaet har derfor,
ifølge Weismann, selektionen sit første og vigtigste angreps
punkt; dens synlige virkning økes imidlertid under individets
utvikling ved bruk eller ikke-bruk av organene (Roux’s:
«Kampf der Teile»), og endelig kommer som sidste led i ræk
ken den Darwin’ske selektion, som følge av individers og
arters kamp for tilværelsen.
Denne Weismanns lære om «selektionens almagt» og om
dens primære virkefelt indenfor kimplasmaet, er karakteristisk
for Neodarwinismen. I og med utformningen av sin
kimplasmateori, læren om den kontinuerlige kimbane som i
sig fører slegtens arvelige anlæg, gik "Weismann ogsaa
sterkt tilfelts mot enhver tanke om erhvervede egenskapers
nedarvning. Kimplasmaet kan skades eller dræpes ved svæk
kende indflydelse fra det legeme hvori det bæres; men en
forandring i det levedygtige kimplasma kan ikke frembringes
ved indflydelse utenfra. Den kan, efter Weismann, kun skyl
des selektion mellem de stadig varierende determinanter,
hvorav kimplasmaet selv er opbygget.
Likeoverfor Neodarwinismen føres i slutten av forrige
aarhundrede Lamarckismen atter i marken, og det er netop
spørsmaalet om «erhvervede egenskapers nedarvning» som
fra nu av blir det skillende merke mellem de to retninger.
Lamarckistene gaar i sine verker like skarpt til angrep mot
selektionens almagt, som Weismann, paa sin side, mot la
marckistenes nedarvningsteori.
Celleforskningens samstemmige resultater med hensyn til
chromosomenes forhold under celledeling, og særlig og
saa under kimcellenes modning og befrugtning, har git en
meget væsentlig støtte til Weismanns kimplasmateori. Det
var til chromosomene han hadde henlagt sine determinanter:
og nu viste det sig i virkeligheten, at hele celledelingsmeka
nismen netop syntes at være rettet mot at sikre en kvalitativ
lik fordeling av chromosomenes mindste deler paa alle datter
celler, samtidig som det essentielle træk ved kimcellenes mod
ning viste sig at være en lovmæssig fordeling av disse smaa
dele som basis for den individuelle variation.
95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
