Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: En kjætters skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11 - Samtiden. 1926.
En kjætters skriftemaal.
Verden var dengang ikke moden til at knæsætte tanken. Men
til tak fik stortinget av svensken Nobel den ære at admini
strere utdelingen av hans fredspris, og i 1905 gav Sverige og
Norge et historisk eksempel paa, at fredstanken hadde vundet
terræng. Der var nok dengang dem herhjemme, som luftet
sin patriotisme ikke alene i ord, men ogsaa med gevær paa
skulder i promenadetiden, og i Sverige var der et ganske
betydelig krigsparti. Men fornuften seiret. I Karlstad vandt
Christian Michelsen sit livs største seier. Der blev grund
stenen lagt til det fredelige naboforhold, som ofte nok stod
paa spil i unionens dage.
Paa verdenskongresser og ellers ved stevner mellem fol
kenes mest fremskutte ledende mænd av ny tidsfarve har vi
med glæde og stolthet tat lii indtægt for os alle de lovord,
som Norge har faat som foregangsland paa freds- og voldgifts
politikkens omraade. Men, da ministeriet Mowinckel førte
denne politik videre og sluttet altomfattende voldgiftsavtaler med
de nordiske lande, da blæstes der til storm. Vi møter i denne
agitation de samme metoder, som i andre lande blev an
vendt før 1914 og som tjente til at skape den ophidselse,
som førte til Verdenskrigen: Bagateller blaases op til store
ting, positive oplysninger, som ikke falder ind i øieblikkets
behov, forties eller forvanskes, der veksles spydigheter og
knappenaalsstik, reelle økonomiske interesser blandes sam
men med historiske bebreidelser, altsammen en miniature
en gjengivelse av, hvad de nøitrale lande har dømt som «den
a and, som førte til krigen».
Slikt er svakhetstegn og smaalighet, skjønt det gjerne vil
gjælde for karslighet. Hvad er det egentlig man vil? Krig
er der vel ingen, som tænker paa.
Men at slaas med store ord, samtidig som man er sig
bevisst ikke at kunne og ikke at ville sætte magt bak ordene,
det er ikke værdig hverken land, parti eller person. Atter
gaar tanken til «Norges Dæmring» og atter vil jeg tillate mig
at friske op mindet om digterens manende ord :
Er det da nok, at norske tunger prale
i aandløs hovmod med en lyd, et navn ?
Gjør du en løvedaad, en skjoldvagts gavn
fordi du dasker med en løvehale?
149
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
