Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - G. M. Gathorne-Hardy: «Kampen om oljen» og den nære Orient
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 Samtiden. 1926.
«Kampen om oljen» og den nære Orient.
M. Franklin Bouillons verk end general Gourauds er i detalj
fastsat i traktatens artikkel 8. Den som vil vite nærmere
besked kan undersøke saken der, for vort formaal er det til
strækkelig at fremhæve, at grænsen begynder ved Alexandrette
bugten og ender ved Tigris paa det punkt hvor denne flod
støter sammen med Nisibin-Jezirebnomarveien. Saa langt fra
at ændiingen, som hr. Mohr paastaar, omfatter «den sydøstlige
del av det franske mandat», indskrænker den sig i virkelig
heten til Syriens nordlige grænse og har intet som helst at
gjøre med Mosul-distriktet eller dets oljefelter. Den britiske
protest mot Angora-traktaten hadde ingen forbindelse med de
spørsmaal, som spiller hovedrollen i dette kapitel av «Kam
pen om oljen». For os gjaldt saken simpelthen det übestri
delige faktum, at Frankrike ved at slutte en separatfred med
Tyrkiet hadde brutt det givne løfte i deklarationerne av ste
september 1914 og 30te november 1915 (1914—16, Cmd. 7737
og 8107). Frankrikes aktion brøt ogsaa solidariteten paa de
alliertes front med hensyn til Sévres-traktaten, og skjønt man
datet for Syrien paa den tid ikke var utstedt av Nationernes
Forbund, holdt Frankrike allikevel landet besat som dets
mandatar in spe og landavstaaelse betydde derfor i og for sig et
tillidsbrud. (Se nærmere om dette emne 1922, Cmd. 1570
korrespondanse angaaende Angora-traktaten.) Frankrikes op
træden og M. Franklin Bouillons hemmelige forhandlinger
fremkaldte som man kunde vente, kritik og protest, men
hele den historie om «General Gourauds mesterkup», som gives
tilbedste i «Kampen om oljen» s. 163—64, er det rene fantasi
foster.
Ikke mindre fantastisk er paastandene om, at de van
skeligheter Frankrike fandt sig utsat for ved administrationen
av sil syriske mandat, skulde skyldes britiske intriger. Dette
synes evident al den stund de grunde hr. Mohr mener maatte
foreligge til slike intriger, er paavist ikke at holde stik. Naar
hovedaarsaken til de daværende rivninger mellem England
og Frankrike skyldtes vorq,, bestræbelser for at opfylde de
løfter, som under krigen var git araberne, er det utvilsomt
sandt, at Feisul til en viss grad nød britisk sympati, skjønt
han ved at la sig proklamere til konge over -Syrien blev dad
let ikke mindre sterkt av Storbritannien end av Frankrike.
Men det meningsløse i en saadan paastand, som at engelsk-
181
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
