Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Johanssen: Andreas Frederik Kriegers dagbøker 1848—1880
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karl Johanssen.
men det var mænd uten tilknytning til det store folk. De
foragtet bønderne og bondevennerne, et venstreparti var dem
en rædsel og en avsky. De manglet ogsaa virkelige stats
mandsevner. De levet i troen paa sin egen tro, efter den
hadde Danmark og verden at rette sig.
Til troen paa dem seiv hørte ogsaa troen paa deres land,
«Gud kan ikke undvære Danmark» blev rigtignok sagt av en
grundtvigianer, men i formen «Europa kan ikke undvære
Danmark» baade tænkt og sagt av de national-liberale. Derav
denne næsten utrolig letsindige politik som de førte i tiden
mellem de to krige. De gjorde intetsomhelst forsøk paa at
finde et opgjør med Holsten, med Det tyske forbund eller
med Preussen, uagtet de maatte vite med apodiktisk visshet
at der senest ved kong Frederiks død maatte opstaa svære
vanskeligheter.
Heller ikke sikret de sig ved virkelige allianser. Hele deres
tanke var det micawberske «something will turn up». Napoleon
vil nok hjælpe os. Engelskmændene vil ikke taale Preussen i
Kiel og meget andet vagt snak. Og heller ikke tok de den
übønhørlige konsekvens av denne politik, nemlig at ruste
saa sterkt landets resourser tillot. De lot det hele gli.
Der er ikke spor at finde til at den allestedsnærværende
og alvidende Krieger fandt noget at si paa denne fremgangs
maate. Forholdet mellem Hall og fru Heiberg var ham
vigtigere end forholdet mellem Hall og de fremmede
magter.
Heller ikke reagerte Krieger ved vedtagelsen av novem
berforfatningen av 1863 eller ved dens sanktion og oprethol
delse, uagtet de venligsindede stormagter sterkt fremhævet
at dens lovlighet i forhold til Londoner-overenskomsten av
1852 var mere end tvilsom. Naar Christian IX seiv stod
meget tvilende og bare i den største angst gik med paa dette,
blev han haanet som daarlig patriot og skjældt ut som den
der vilde forbryde sig mot konstitutionen og gjøre statskup.
Om noget i det hele tat paa dette tidspunkt kunde ha
nyttet er en sak for sig, men kong Christians politik var sik
kert den eneste chanse.
Men seiv ikke krigsbegivenheterne aapnet de national
liberales øine. Dannevirkes rømning blev betegnet som
landsforræderi (den store Moltke har engang betegnet de Mezas
194
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
