Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Hagerup Bull: Fra 1905. Erindringer og betragtninger. I. Høirepartiets fortid og 1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra 1905.
Høirepartiet saa visselig fra først av med noget blandede
følelser paa det initiativ som saaledes var tat fra svensk side.
Partiets flertal hadde som før nævnt ikke interessert sig syn
derlig for særnorske konsuler; de fandt at de neppe vilde be
tegne noget synderlig fremskridt for norske interesser. Partiet
maatte derfor fra først av ha en viss fornemmelse av at sven
skerne nu allierte sig mot dem med de norske unionsfiender.
Men nåar der nu var utsigt til at denne sak kunde løses i
det gode, fandt partiet at ogsaa det vilde yde sin medvirken
til sakens gjennemførelse. Det var altsaa først og fremst
for at bruke «kommunikéets» ord «til opnaaelse av den
høist betydningsfulde fordel av politisk samdrægtighet mellem
rikerne», at Høire optok konsulatsakens gjennemførelse ved
fortsat forhandling som første post paa sit valgprogram i 1903.
Men skulde disse fortsatte forhandlinger kunne haabes at
føre frem, maatte der som sagt en oprigtig forhandlingsvilje
til fra begge sider. Og denne forhandlingsvilje mente Høire
ikke at finde inden Venstres flertal. Dels skulde ikke partiets
fortid fremkalde troen paa det. Dels maatte ogsaa forskjellige
tildragelser paa stortinget i 1903 svække denne tro, om den
overhodet eksisterte.
Naar «samlingspartiet» 1 (Høire, de moderate og de nu fra
Venstre utskilte «liberale») seiret ved valgene i 1903, var det
for en væsentlig del ogsaa netop fordi vælgerne vilde ha
fuld sikkerhet for at forhandlingerne fra norsk side blev drevet
med en helt oprigtig vilje til at naa et positivt resultat.
Det maatte da bli en av det nye «samlingsministeriums»
vigtigste opgaver at føre komsulatsaken igjennem paa den fort
satte forhandlings vei. For dette ministeriums vedkommende
kunde der ikke være rum for tvil. Det vilde og maatte vise
sig saa imøtekommende som det fandt forenelig med Norges
ret og interesser.
Men der skulde snart vise sig tegn paa at en lignende
aktiv forhandlingsvilje ikke kunde ventes fra svensk side.
Ganske visst blev der med begge regjeringers tilslutning den
21de december 1903 besluttet optat de endelige, nu helt offi
cielle forhandlinger mellem regjeringerne om sakens fremme.
Og samtidig blev der fra norsk side iverksat utredning av
1 I Løvlands artikler i «Tidens Tegn» 1925 anvendes denne betegnelse
som kun omfattende de «liberale». Men dette kan bare bero paa en erindringsfeil.
205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
