Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Rolfsen: Hellas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 Samtiden. 1926.
Hellas.
Bygningsmasserne paa Akropolis river sig løs fra hver
andre og fra den sterkt bevægede ringmur ifølge hvert enkelt
b3’gverks voldsomme ekspansionskraft. Vestfrå, den eneste
kant hvor én ser dem samlet, sees det hvordan de fremhæver
hverandre netop derigjennem at hvert enkelt er frigjort: ti
de er alle forskjellige og alle mesterverker. Og denne bryt
ning i planerne gjør Akropolis til et tungt prisme som op
samler solskinnet der flommer gjennem Ättikas vældige skaal
og kaster det tilbake mot fjeldene.
Til siden for Propylæerne og foran det er Athena Nikes
tempel skutt frem paa en mægtig bastion. Dette tempel
virker meget sterkt set utefra, først nåar én staar helt oppe
ved det blir én var at det i virkeligheten er litet, ja over
ordentlig litet. Men det ligger i en skjæv vinkel til Propy
læerne og staar skjævt paa sin høie sokkel; derved frigjør det
sig fra begge og faar anledning til at utfolde virkningen av
sine forholds finhet, slik at den vældige forskjel i maalestokken
mellem templet og Propylæerne kommer begge bygninger til
gode.
Spændingen mellem disse to bygninger forbereder én paa
den endda sterkere virkning i det overvældende øieblik da
man er gaat igjennem Propylæerne: det slanke Erechteion
staar stille i borgfjeldets skraaning mens Parthenon kom
mer brusende mot én, idet det gaar op mot vinden og ser
over mot Salamis. Men øieblikket derefter føler man den
fine kurve hvormed templet omklamrer klippen slik at det
blir ett med fjeldets rytme, og nu er det som om tjeldet
aander.
Der inde i templet kommer atter den følelse over én at
Parthenon er i fart. Ti bygningens fundament er saa høit
at én ikke ser land før helt ute i synsranden. Og i den
evige bris som ombølger søilerne seiv paa de kvælende dage
nåar heten ligger kridhvit over Athen gripes man av en salig
følelse av svæven, en sikker bevissthet om at være guderne nær.
Mellem disse bygninger slynget sig den hellige vei. Først
i krappe sving op den stupbratte bakken til Propylæerne, saa
i en rolig bugtning ind mellem de to templer. Langs denne
vei kom toget ved den store fest: efebene paa de halvvilde
nester, de brølende offerdyr, oldingerne med oljegrener i
hænderne, de blomstersmykkede jomfruer. Intet sagn kunde
433
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
