Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Hagerup Bull: Fra 1905. Erindringer og betragtninger. V. Syvendejunibeslutningen og folkeavstemningen 13de august
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra 1905.
første henvendelse til Norge i anledning av unionsopløsningen
var derfor ogsaa rettet til stortinget.
Og heller ikke andre fremmede stater vilde foreløbig an
erkjende unionens opløsning. Aldenstund Sverige ikke gjorde
noget forsøk paa at opretholde unionen ved magtmidler, og
nåar det heller ikke la an paa at trænere et opgjør med Norge
og endelig heller ikke stillet vilkaar for en retslig opløsning,
som disse fremmede stater fandt urimelige, vilde de se tiden
an: Norge og Sverige fik se til at komme overens, saa
skulde anerkjendelsen komme.
Intet av alt dette kunde komme os overraskende. Jeg
mindes at Løvland litt før 7de juni engang sa til mig at vi
ikke kunde regne paa at komme i officiel forbindelse med
utlandet, nåar unionen var gaat istykker. Nei, maatte jeg
indrømme, der vilde ingen forbindelse bli ad hovedtrappen,
men ad baktrappen vilde det gaa glat nok. Ogsaa det var
let at förutse; utlandet vilde ha mindst like saa stor interesse
av at faa ordentlig greie paa hvad der gik for sig her i lan
det, som vi av at faa de fremmede magter i tale.
Det viste sig da ogsaa straks at mens der ikke var tale
om at officielle sendemænd fra Norge vilde bli mottat noget
steds, kunde vore uofficielle utsendinger praktisk talt komme
frem overalt og til hvemsomhelst. Og mens naturligvis ingen
fremmede diplomater kunde vise sig i Kristiania, var der in
tet iveien for at fremmede stater f. eks. gjennem sin konsu
lære repræsentation kunde træ i den livligste forbindelse med
regjeringen.
Overhodet manglet det ikke paa midler til gjensidig at
orientere sig ogsaa overfor Sverige. I ikke ganske liten
utstrækning foregik der en brevveksling mellem nordmænd og
svensker, som ikke blot faktisk hjalp baade os og de svenske
autoriteter til at sætte sig ind i det andet lands forhold, men
tildels endog likefrem hadde dette til formaal. Et godt eksem
pel herpaa er den korrespondanse mellem hr. Wieselgren og
stiftamtmand Gram, som statsminister Gunnar Knudsen
har referert i «Samtiden» 1925 s. 535 fig. Og der kunde
nævnes endnu eiendommeligere tilfælde, som imidlertid
for tiden ikke egner sig til offentliggjørelse. Hertil kom saa
de mange oplysninger som indløp fra tilfældige reisende,
455
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
