Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Hagerup Bull: Fra 1905. Erindringer og betragtninger. V. Syvendejunibeslutningen og folkeavstemningen 13de august
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra 1905.
slik at tyske ungmøer skulde giftes med nordmænd, be
vidnelsen om at disse saavidt os bekjendt var ledige til egte
skap maatte meddeles av samme departement. Seiv svenske
myndigheter kom i en lignende kjedelig situation: Efter 7de
juni var der flere nordmænd i Sverige, hvis stilling blev saa
übehagelig, at de fandt at maatte søke om at bli svenske
statsborgere ; ogsaa her var det justisdepartementet som maatte
gi den fornødne bevidnelse om at undersaatsforholdet til Norge
var løst.
I virkeligheten blev det snart netop Sverige som i størst
utstrækning maatte kommunicere med den norske regjering.
Naturlig nok, aldenstund det netop var med Sverige vi nu
hadde et saa omfattende mellemværende som maatte helt
officielt behandles. Efter de første henvendelser til stortinget
akcepterte de svenske myndigheter om end fra først av
ikke uten betænkeligheter at alle videre forhandlinger med
Norge fik gaa gjennem den norske regjering: Det var regje
ringen som stortinget bemyndiget til fra norsk side at opta
forhandlingerne, det var med den samme regjering det svenske
statsraad derefter blev bemyndiget til at forhandle, det var
likeledes den som derefter fra norsk side traf bestemmelse
om tid og sted m. v. for forhandlingerne, og som opnævnte
de norske forhandlere. I konsekvens hermed gik ogsaa al
korrespondanse om saken nu direkte mellem det norske og
det svenske justisdepartement.
Forholdet efter 7de juni var altsaa kort angit dette : Fak
tisk var unionen fra da av helt opløst, og fra ingen side blev
der gjort forsøk paa at ændre dette forhold. Og fremmede
stater var henvist til syvendejuniregjeringen, nåar de gjennem
norsk centraladministration skulde faa varetat sit tarv. Et
slags faktisk anerkjendelse var saaledes uundgaaelig. Men den
retslige anerkjendelse blev likesaa konsekvent negtet. Og
følgen var at vi i ullandet ikke kunde opnaa hvad der efter
gjældende regler trængte diplomatisk mellemkomst. For ikke
at tale om at vor nye statsretslige stilling i det hele kun kunde
bli helt befæstet gjennem utlandets anerkjendelse. Denne
haltende stilling maatte selvfølgelig bli desto mere plagsom,
jo længer den fortsatte. Som jeg i en sidste artikkel skal
paavise, søkte vi da ogsaa at komme ut av den endnu før
457
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
