Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Tysklands optagelse i Folkeforbundet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jacob S. Worm-Muller.
kandidater. Det er jo ikke alle stater som ønsker eller har
raad til at bli repræsentert i raadet. Men det vegtigste argu
ment er vel dette, at et stort raad svækker forsamlingens auto
ritet og forrykker forholdet mellem de to organer.
Norge har her indtat forskjellige ståndpunkter. I 1919
erklærte Ihlen sig for et stort raad, men siden 1922 har Norge
fulgt den samme politik som Holland, Schweiz, Danmark
og Sverige og kjæmpet mot en utvidelse.
I marsmøtet blev det overlatt raadet og 5 valgte repræ
sentanter at fremlægge et forslag til en raadsreform, og efter
en række kommissionsforhandlinger og underhaandsunder
handlinger mellem de direkte interesserte stater, særlig Polen
og Tyskland, samlet man sig om følgende kompromis, som
skyldes lord Cecil: Antallet av raadets ikke-faste medlemmer
forhøies fra 6 til 9, under den forutsætning at Sydamerika faar
3 pladser. Medlemmerne vælges for 3 aar ad gangen, 6 er
ikke gjenvælgelige, d. v. s. de maa være 3 aar ute, før de
igjen kan vælges. Derimot er 3 gjenvælgelige. Der blev
her anført bl. a. det rigtige argument, at det i visse tilfælde
kan være nyttig at vælge en stat igjen, men den egentlige
grund var at imøtekomme Polens, Spaniens og Brasiliens
krav ved at gi dem en halvpermanent plads, som de kunde
beholde, for at citere lord Cecil «i übegrænset tid forutsat
de bevarte forsamlingens tillid». Lord Cecil gik endog saa
langt for at gi disse stater en følelse av tryg besiddelse, at han
efter Polens og Spaniens forlangende var med paa at stryke
den vigtige bestemmelse, at forsamlingen naarsomhelst med
2A majoritet kunde kaste raadet og vælge et nyt.
Der skulde nu være tre forskjellige slags stater; som den
persiske prins Arfa spottende sa, vilde raadet herefter kunne
inddeles i aristokrati, bourgeoisi og proletariat. Det var et
typisk magtpolitisk kompromis, laget udelukkende for at komme
ut av en krisetilstand. Stormagternes repræsentanter la hel
ler ikke skjul paa, at det var en nødutvei.
I en samtale jeg hadde med en fransk statsmand
fremholdt denne den rent praktisk-pohtiske side av saken:
Der var sluttet et kompromis som man nok kunde indvende
ikke var tilfredsstillende, men hvis formaal var at sikre
freden. I løpet av 10 aar kunde man kanske komme dithen
at man kunde sløife forskjellen, ophæve distinktionen mel-
588
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
