Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Nini Roll Anker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charels Kent.
Bianca f. eks.: «Bianca, det betyr den hvite, det heter hun,
fordi hun synder sig mere og mere pletfri, og falder saa
uhørlig, at ikke Vorherre engang vaakner; og i øinene er hun
saa aapen og riktig som en musefælde.» Men Matti maa
ha det mere storartet, med skilsmisse og nyt ekteskap og
hele musikken paa moderne manér. Men som hun staar og
fortæller svogeren om sin beslutning, falder pludselig skjæl
fra hendes øine. Hun forstaar, hv e m det er, hendes liv i
virkeligheten tilhører; nu da hun har git sig til en uved
kommende.
Ut av denne floken greier ikke Matti at sno sig, oprevet
og nedfor som hun er. Saa gaar hun i fossen.
«Fru Castrups datter» er vel fru Ankers kunstnerisk
mest fuldkomne bok. Ingen gjenfortælling kan tilnærmelses
vis uttømme den fylde av virkelighetsiakttagelse og menne
skekundskap som disse faa hundre sider rummer, og endnu
mindre kan den gi et indtryk av den fremstillingskunst, hvor
med forfatterinden overalt skjuler sig bak sit verk og lar be
givenhetene tale for sig seiv og menneskene handle ut fra
deres egne forutsætninger.
Men ser man boken i sammenhæng med fru Ankers
hele forfatterskap, opdager man jo at ogsaa denne roman er
en replik i Lucies og Marthines livslange dialog. De er
kommet hverandre meget nærmere nu end dengang de talte
gjennem Benedikte Stendal og Per Haukeberg. Men endnu
forstaar de ikke hverandre riktig.
Hvor godt end fru Anker har kjendt de mennesker hun
har studert i «Fru Castrups datter» hendes egen verden
dannet k red sen ikke. Lucie kunde kanske levd sig sam
men med den Marthine aldrig. Hun staar altid og
uhjælpelig fast i den jord hun er vokst op av. La de andre
gaa fra hende saa faar hun bli alene. Vi ser hende en
gang paa kaien i den lille Romsdalsby. Hun og Lucie venter
julegranen til sorenskriverens. De faar julegran fra en onkel
paa Leinstranden hvert aar, de. Men amtmandens har ingen
slektninger som sender dem juletræ og Marthine er saa
enig med far i at han ikke vil hugge gran her han som
er amtmand. Og hun forklarer det ivrig for Lucie: Hvis
ingen hugger julegraner, saa kan de bli store her ogsaa
holder ikke Lucie med ham i det, hun ogsaa? Han som er
148
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
