Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Ording: Jakobiner og bolsjeviker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jakobiner og bolsjeviker.
Marat gik ind i revolutionen som en desillusionert out
sider, med et lidenskapelig temperament og en umaadelig
selvfølelse. Han hatet baade de reaktionære og de liberale,
den oppositionelle adel, dommerne, finansmændene og
først og fremst, alle akademiets videnskapsmænd og filosofer.
Med hele sit mørke og dypt alvorlige sind hatet han deres
elegante letsind og esprit, deres korruption og deres selvfor
nøiede optimisme.
Under revolutionens første aar lever han et halvt under
jordisk liv, stadig jaget av politi og kreditorer. Hans helbred
som engang tidligere hadde faat en knæk, blev fuldstændig
undergravet, og i sit siste aar led han av et ondartet og
meget smertefuldt eksem. Det gustne ansigt fik et præg av
smerte og vildskap, og hans avisartikler virker som skjærende,
konsentrert hat med et stadig omkvæd: døden. «Vi kan ikke
vente omvendelse av disse folk. Saalænge de er paa frifot,
smir de lænker mot os. Hvorfor skal vi skaane dem, nåar
bare døden kan befri os for dem?»
Men hatet gjør ham ikke blind. Det gjør hans blik
gjennemtrængende og skarpt. Før nogen anden förutser han
Mirabeaus korruption, kongens flukt, Dumouriez’ forræderi.
Hans hat er altid underordnet hans virkelighetssans. Han
søker at ramme hvor det i øieblikket er mulig og nødvendig.
Det er heller aldrig noget sadistisk over hans hat. Hans
mistænksomhet kunde være sykelig, men han søker at være
retfærdig. Hans sprog i «L’ami du peuple» er aldrig plumpt
og demagogisk som hos mange andre folkelige skribenter
f. eks. Hebert i «Pére Duschesne». Men først og fremst
enhver som har læst Marats skrifter vil ha merket som en
dirrende undertone en sensibel, næsten fortvilet medfølelse
med folket, «de fattige og ulykkelige».
Sinowjef har engang sagt om Lenin og Marat: «Ta
Marats dype følelse for massene og hans hat til bourgeoisiet.
Læg til en fuldstændig marxistisk skolering, og De har Lenin.»
Det er et stykke sandhet i dette syn. Marat var kanske den
betydeligste politiske begavelse blandt jakobinerne. Men han
var helt bundet av naturretten. Han kunde ikke tænke sig
at en lovbunden utvikling vilde føre underklassen frem til
social og politisk magt. Det er sagt at han elsket folket,
men föraktet det. Hans politik blev indstillet paa en rent
225
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
