Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Efter valget - IV, av Jac. S. Worm-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jac. S. Worm-Miiller.
artet som den synes at være, maa Arbeiderpartiets seier be
tegnes som et gjennembrudd i norsk politik, en begivenhet av
rang, som maa faa vidtrækkende følger.
Ved Høires nederlag i 1912 stod Venstre færdig til at overta
regjeringsmakten med næsten Va flertal. Idag er situationen
anderledes. Den er forvirret og usikker og derved ulykkelig,
fordi tiden netop kræver ro og sikkerhet.
Intet parti har flertal, de borgerlige er omtrent like
store eller rettere sagt like smaa. Arbeiderpartiet er den
største gruppe og kan ved obstruktion stanse Stortingets for
handlinger, hvilket nok vil vise sig at være et tveegget vaa
ben for det seiv; men heller ikke det har flertal.
Bortset fra Arbeiderpartiet, er det nye storting ikke noget
uttryk for valgkampens slagord om «de nye mænd». Snarere
er kvaliteten sunket.
Høires ledelse har mistet nationens tillid, Bondepartiets
styre er übestemt og dermed usikker. Høgset er død. Borch er
gaat ut, og Erik Enge for gammel. Arbeiderpartiet har ingen
selvfølgelig leder, heller ikke nogen overlegne personligheter
til at lede en konstruktiv politik. Venstre er i virkeligheten
det eneste, som har et regjeringsdyktig personale.
Det er ingen tvil om at dette valg og dets resultat kom
i en for nationen skjæbnesvanger tid.
Det het om Krimkrigen, at England drev ind i krigen.
Med endnu større ret kan en si, at Norge driver ind i en
krise, at statsskibet driver mot brændingen. Situationen er
yderst alvorlig, alvorligere end de fleste aner, kanske mest
fordi folket har en følelse av at det ikke blir styrt, at det
mangler en fast haand ikke en diktator, men en ledelse,
som er sterk i sig seiv, fordi den følger sin egen overbevis
ning og sin egen übrutte linje.
Vi er endnu midt i krisen, vi maa endnu vandre længe
paa den trange vei, det nytter ikke at slaa spillet overende
eller slaa helt om. Skal vi ikke miste de resultater vi har
vundet, maa vi føre den linje frem, som vi engang har valgt.
La os ikke i mismot eller panik ødelægge os seiv, saa
vi oplever Wergelands ord: «Timernes gang forkynder kro
nernes fald».
532
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
