Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francis Bull.
Først verger han sig i nogen få ord mot beskyldnin
gen for å ha vist unasjonalt sinnelag i angrep på Norge og norsk
politikk: seiv har han følt sig som medansvarlig i det som
skjedde, da skandinavismens «deilige tanke» blev sviktet og
begravet; satiren over visse hjemlige företeelser og synsmåter
rammer like fullt ham seiv som hans landsmenn. Men dette
emne er det ham øiensynlig ikke helt behagelig å tale om,
og han går hurtig over til et tema, som synes ham mer makt
påliggende. Hvad er det: å dikte? «For mig gik det sent op,
at det, at digte, det er væsentlig at se, men, vel at mærke,
at se således, at det sete tilegnes af den modtagende, som
digteren så det. Men således ses og således modtages kun det
gennemlevede. Og dette med det gennemlevede er netop
hemmeligheden ved den nye tids digtning. Alt hvad jeg i
de sidste ti år har digtet, det har jeg åndelig gennemlevet.»
Den som ikke har gjennemlevet det han vil skildre i sitt
verk, sier Ibsen i et brev fra disse år, han dikter ikke, han
«skriver kun bøger». Men med gjennemleve mener Ibsen
ikke det samme som opleve; det siste er ikke nødvendig. De
Ibsenske dramaers lange rekke er en gjenspeiling av dikterens
sjelehistorie, ikke av hans livs ytre begivenheter. Det er visst
nok så at f. eks. det som han i sitt barndomshjem hadde
oplevet med sin far, før og efter den økonomiske katastrofe,
danner utgangspunktet for beretningene om Peer Gynts far,
Jon, og for skikkelser som Daniel Hejre i «De Unges For
bund» og gamle Ekdal i «Vildanden»; men den store for
skjell mellem disse figurer er vidnesbyrd om at oplevelsen,
erindringsbilledene, ikke er det avgjørende, ja neppe engangdet
vesentlige grunnlag for Ibsens diktning. Daniel Hejre og gamle
Ekdal er revet løs fra minnet om Knud Ibsen, og har ført
en egen tilværelse i Henrik Ibsens sinn, det oplevde er
avløst av det gjennemlevde. Og her dreier det sig enda bare
om bifigurer i den Ibsenske dramatikk. Langt mer intens
og inderlig er selvsagt gjennemlevelsen hvor det gjelder hoved
personene; i et stykke som «John Gabriel Borkman» synes
en avklaret og mildnet erindring om farens tragedie å ha
hjulpet Ibsens fantasi i gang, men først og fremst er dog John
Gabriel blitt et billede på dikteren seiv, en helt gjennem
levet skikkelse, en personlig bekjennelse.
«Jeg gør i regelen har Ibsen en gang fortalt tre
166
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
