Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Hamlets Skygge - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hamlets Skygge.
Johs. V. Jensen og Pontoppidan er Modpolerne i dansk
Digtning. Den ene romantisk Impressionist, aaben, røbende
sig, den anden kølig Klassiker, forbeholden, ensom, utilgæn
gelig. Men i Arv fra A. S. Vedel har de begge hin farlige
Skygge, Spillet mellem Illusion og Virkelighed, Hamlets tung
sindige Leg, en Hæmning der er det danske Forbehold, dette
at standse og overveje, saa Handlingen ofte kun sker i Sindet,
i Fantasien. Vor Fornemhed, vor Finhed, men ofte vort
Forlis. Vor usalige Evne til at forståa indtil Selvudslettelse.
Handlinger der blev hæmmet, Drømme der aldrig blev vir
keliggjort skabte en indre Verden; dens Sammenstød med
den brutale Virkelighed blev Einar Elkjærs Skæbne hos Johs.
V. Jensen og Lykke-Pers hos Henrik Pontoppidan ; forskelligt
efter Forfatternes forskellige Temperament, Einar Elkjær
eksploderede, Lykke-Per visnede stille, uhyggeligt; som Niels
Lyhne gjorde det i J. P. Jacobsens tungsindige Roman om
dette fine, fornemme Fantastsind. Men Aarsagen er den
samme. Dette Brud i Sjælen, dette Sammenstød mellem to
Verdener gjorde Johs. V. Jensen til Emigrant. Han gik paa
den lange Rejse i sig seiv, i Tiden og Rummet. Han begæ
rede med alle Sanser den Virkelighed, der var, han søgte at
gøre sig hjemmevant paa Kloden, to Gange i Kina, Japan,
Amerika, siden i Ægypten, videre, videre, stadig med hin
Skygge i Hælene.
Pontoppidan blev. Med Modsigelsen sviende i sin Sjæl.
Med et Dobbeltspil i Sjælen mellem Fantastens Skyggeleg og
nationalistens Virkelighedserkendelse. Han blev. Han for
handl Modsigelsen i sin Karakter. Han tvang Dobbeltspillet
ind under den Vilje, der allid har været hans Himmerig.
De slog ud som det Tvesyn, der kastede Tvelyset over
Lykke-Pers Skikkelse. Det slog ud som Ironi og hans skær
pede Evne til at se og fastholde Misforholdet mellem Idca
lerne og deres Yirkeliggørelse. Det blev jo hans Kunsts
store Motiv: Idealernes Omsætning, deres Tilpasning og Be
skæring til Hverdagsbrug, aldrig var hans Ironi frygteligere
end nåar han saadan fulgte Idealernes Forvitring; de be
gyndte som en Fanfare, de endte som et Skilt. Grundtvigi
anisme, Brandesianisme . . . han skaanede ingen. Og dog er
403
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
