Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Arup, David og Hall. Krisen i Danmarks historie 1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
David og Hall.
121
viser afhængighed af andre beretninger, udforsker endelig
udf0rligt beretningens særlige tendens. Men såå omhyggeligt
arbejder historikeren endnu kun nu og da med beretninger,
der er yngre end 16. aarh. Månge af dem er trykte
beretninger fra samtiden, og eliers ligger de i hobetal i arkiverne;
de benyttes af historikerne, men ingen af disse anser det for
n0dvendigt at anvende den historiske kritiks strenge regler
paa disse beretninger fra de sidste tre aarhundreder. Hvorfor?
Aarsagen er, at naar historikere arbejder indenfor dette
om-raade, betragter de endnu beretningerne paa ganske samme
maade, som historikerne for 1824 saa paa beretningerne fra
tiden indtil 16. aarh. De gamle historikere var ikke ukritiske;
de var tværtimod som alle historikere for og efter dem
be-sjælet af en endog meget livlig kritisk sans, fordi de, som
allerede Beda, alle vidste, at historikerens förste pligt er
stræben efter at finde sandheden, vera lex historiæ. Men de
vurderede kilderne til historien og særlig beretningerne efter
et almindeligt skon över deres forfatteres troværdighed.
Hvitfeldt er et slaaende eksempel herpaa; han var en endog
meget kritisk historieskriver, men hans kritik beroede alene
paa et personligt skon: »det sigis oc, at marsk Stig skal hafve
undsagt kongen offentligt . . . men det hölder ieg kun for
snack, thi derom findis intet udi historien, kun i en vise».
Ganske saaledes staar historikeren, der arbejder med tiden
efter 16. aarh., endnu överfor beretningerne. Han gör aldrig
en metodisk undersogelse över den enkelte beretnings
vidne-værdi; han nöjes med at skonne över beretterens
troværdighed. Breve fra en månd, der efter hans skon er et
paa-lideligt vidne, anvendes uden betænkning som troværdig kilde,
skönt hvert eneste af dem burde kritisk behandles af den
simple grund, at nogle af en hojtstaaende politikers breve
kan være oprigtige og sandfærdige, andre ikke, alt efter de
forhold, hvorunder de er skrevet. Memoirer fra aarhundreder
senere end 16. burde ganske særligt underkastes samme
om-hyggelige kritiske undersogelse med hensyn til materiale,
haandskrift, afhængighed af andre kilder og tendens, som
middelalderlige kilder altid göres til genstand for. Derom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
