Det gamle Skilderi / 5 (1921) Author: Christian Skredsvig Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Men ansig da? Jo ansigte er saan, men øret, det
var da for vrient.

Men mor kunde alting og skrev et stort D.

Dette lærte Ketten først at beundre, da han mange
aar efter gik paa malerskolen og kunde tegne et øre rikti.

Jo! nu hadde han det endelig, efter de mange aar,
om bedstefar og bikjene. Det var jo saa ganske
liketil, og da han atter sat hjemme og hadde ferie fra
akademiet i Kjøbenhavn, skulde de nok høre hans husk var i den
klareste orden:

Jeg stod ved trammen hos bedstefar, da der var auktion efter ham,
en hvit bikje gik ned trinnene, den hadde to brone flekker. Om en
stund kom en anden hvit hund og gik op og ind i stuen, som var
svart av mænd. Den hadde ingen flæk. Del. var to. Saa kom en tredie
og gik ind. Den var mest svart. Hodet hvit med svart øre. Den fjerde
kom ut og var mest hvit med en svart flæk paa maven. Det blev altsaa
fire. Jamen — sa Nils og smilte, det var — bare — Odin — og —

Ja bi bare litt: Den første hvite hadde jo ingen flækker paa den
andre siden, derfor kjendte jeg den ikke att — og saa blev den til
To. Og med den andre gik det likedan. Og saa dertil kommer at jeg
aldrig saa hverken Passop eller Odin siden — og ingen nævnte
historien heller, før nu idag, tretten aar bakefter. Nu er jeg 18 og var 5
aar da vi sist snakket om dette. Nils husket godt disse to bikjene og
det stemte akkurat med farve og flækker.

Naa, og saa bedstefar: Jeg maatte da ha staat paa hans knæ i
høide med hans mund. Da den var saa ulik andres, overlæbens linie
med den bestemte lille vinkel i mitten — som et romerskt femtal —
saa slog altsaa dette mit livs første indtryk sig fast. Først aar efter
blev det fremkaldt. Og det om mor, med mig og riva og skaadden —,
det har jeg oplevet, og fortalte dette for første gang. Mor maatte si

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>