Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
Det gamle skilderi
Da løfter hun hodet og folder
hænderne om knærne. Hendes bleke unge
kind rødmer av ildens lys.
Men da riser tømmerhuggeren op
med øksen og slaar den med al magt
i en stein og skriker: Tøs!
Hun stuper fremover og ned i det
svarte kjærn.
Gutten ser sig snøkt om og stuper
efter for at redde. Dukker, dukker
længe og de kommer op begge. Han
har bidt sig fast som en hund i hendes
særkeliv og lægger paa svøm. Men
hans føtter roter sig ind i de lange
vandliljestængler. Han kommer under
en gang, — to gange. Endnu litt av
hendes skjørt, men saa slutter de bleke liljer omkring at gynge.
Om en stund er alt stille som intet var hændt. Nyingen glødet endnu.
Tømmerhuggeren huket sig ned og karret en glo paa sin korte kritpipe
og begyndte at røke. Men plusslig høres en liten skrapende lyd — han
retter sig op og lyer. Den gjentar sig og han tar nogen skridt imot
den. Det var bare tøsens fiskestang bortpaa bergsodden som var fæstet
mellem nogen løse sten, og nu var det fisk paa som drog den hit og dit.
Han puttet snadden i vestelommen og slængte en jill ørret langt
«
borti lyngen.
Den skyfrie nordhimmel begyndte at dæmre saa grantoppene borti
aasen blev svarte og tydlige. Det var snart morgen, og han kastet
skræppen paa ryggen og tok øksen — men fra den anden siden av
vandet hørtes likesom skridt. Det kunde jo være en elg. Nei, det
maatte være et menneske. Der kunde intet levendes ses i land for
„Søens rose"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
