Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En kujon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
»Nei, vi kan ikke redde ham, han vil dø,«
hviskede hun.
»Nu ja, kan vi ikke redde ham, maa han dø,«
svarede jeg ogsaa stille; — »det vil visselig for os
alle være en stor sorg; men det gaar da ikke an at
tage sin død derover; De er i disse dage bleven
som en dødning at se paa, maa De vide.«
»Ved De, hvilken kval jeg gjennemgaar i disse
dage? Jeg kan ikke forklare mig det seiv, hvoraf
det kommer. Jeg elskede ham jo ikke; men nu
synes jeg, at jeg ikke elsker ham saa, som han
elsker mig, og skulde han dø, da vilde mit hjerte
briste. Jeg vil hele mit liv aldrig kunne glemme
hans ufravendte blik, hans stadige taushed i min
nærværelse, og det, uagtet han forstod at tale og
ogsaa gjerne gjorde det. Det vil altid blive en
bebreidelse i min sjæl, at jeg ingen medlidenhed
havde med ham, at jeg ikke skattede hans forstand,
hans hjertelag, hans hengivenhed. Det er muligt,
at dette synes Dem latterligt; men nu plager stadig
den tanke mig, at jeg elsker ham — vi kunde have
levet ganske anderledes, alt vilde have gestaltet sig
anderledes, og denne skrækkelige, utrolige ulykke
vilde da kanske ikke være skeet. Jeg tænker og
tænker, retfærdiggjør mig gang paa gang; men paa
bunden af min sjæl er der noget, som siger: skyldig,
skyldig, skyldig.«
Jeg kastede et blik hen paa den syge, da jeg
frygtede for, at han skulde vaagne ved vor hvisken,
og fik da se forandring i hans ansigt. Han vaag
nede og hørte, at Marja Petrovna talte; men vilde
ikke vise det. Hans læber skalv, kinderne blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
