Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Revolveren vilde længe ikke op af den trange
lomme; men da den saa endelig laa paa bordet,
viste det sig, at alle patroner, undtagen en, havde
forstukket sig ind mellem foret i pelsen. Aleksej
Petrovitsch tog pelsen af, skulde til at tage en kniv
for at sprætte foret op og paa den maade faa patro
nerne ud, men betænkte sig, idet han fortrak sine
fortørrede læber til et skjelende smil og holdt inde:
»Hvorfor umage sig? En er jo nok.«
»0 ja, en af disse usle tingester er nok til at
bringe alt til at lorsvinde for bestandig. Hele verden
vil forsvinde; ingen anger mere, ingen saaret egen
kjærlighed, ingen bebreidelse mod sig seiv, ingen
mennesker, som er iulde af had, men alligevel udgiver
sig for at være gode og ligefremme, mennesker, som
man gjennemskuer og foragter, men for hvilke man
alligevel anstiller sig elskværdig og som slig en, der
elsker det gode. Der vil ikke mere tindes noget
bedrag overfor en seiv og andre, der vil da alene
være sandhed, den evige ikketilværelses sandhed.«
Plan hørte sin stemme; han stod ikke og tænkte
slig, men talte det høit ud. Men det, som han
sagde, forekom ham ækelt.
»Altid detsamme . . . Man dør, man tilføier
sig seiv døden — og det kan umulig gaa for sig
uden snak. For hvem er det da man paraderer?
F°r sig seiv. Ak, det er nok, nok, nok . . .« gjen
tog han med udmattet, sænket stemme, og med
skjælvende hænder anstrengte han sig for at aabne
mekanismen paa revolveren. Xilslut gik den op;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
