Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
paa denne hængt to eller tre kjedler. De tørre
stilke brænder klart og lystig; man lægger dem
under paa vindsiden; flammen slikker opover de
sodede kjedler, og om en ti minuter begynder
vandet at boble. Man kastede teen lige i det kogende
vand og lod den koge ud; derved fik man en sterk,
næsten sort vædske, som man for det meste drak uden
sukker i; thi man fik udleveret overmaade meget
te — som man endog røgte, naar tobakken slap op
— men meget lidet sukker, derfor drak man i store
kvanta. En kjedel, som tog syv glas, var den vanlige
portion for en raand.
Kanske det synes rart, at jeg udbreder mig om
saadanne bagateller. Men soldatens liv i felten er
saa tungt, det har saa mange savn og kvaler, der
synes saa lidet haab om en god udgang, at endog
noget te eller en lignende liden forfriskning skaffer
ham uhyre glæde. Man skulde bare se, med hvilke
alvorlige, men veltilfredse ansigter de solbrændte,
simple soldater, unge og gamle — der var neppe
nogen over firti aar blandt os — akkurat som børn
lagde straaene under kjedlen, friskede op i ilden og
raadslog med hverandre:
»Du, Ljutikoff, se her, her paa kanten skal Du
lægge det. Saa! ... Nu vil det snart koge!«
Te, i koldt og regnfuldt veir af og til en dram,
saa en pibe tobak — se det er hele den opmun
tring, en soldat faar, naturligvis her ikke medregnet
den alt helbredende søvn, naar han kan glemme alle
legemlige lidelser og alle tanker om en mørk, skræk
kelig fremtid. Tobakken spiller ikke den mindste
rolle i dette livs glæder, da den jo pirrer og under-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
