Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
blev større, og marschen friere og fastere. Jeg
behøvede ikke længer at passe paa takten; træt
heden forsvandt. Det var akkurat, som vi fik vinger
og fløi fremad, didhen, hvor allerede musiken spil
lede, og hvor der lød øredøvende »hurra!«. Jeg
husker ikke de gader, vi passerede, jeg husker ikke,
om der stod folk i gaderne og saa paa os; jeg
husker bare den bevægelse, som havde grebet mit
sind tilligemed bevidstheden om den skrækkelige
magt hos denne masse, til hvilken jeg hørte, og
som rev mig med. Jeg havde en følelse af, at for
denne masse var intet umuligt, at den strøm, med
hvilken jeg for afsted, og af hvilken jeg udgjorde
en del, ikke kjendte nogen hindring, at den kunde
knuse alt, knække og tilintetgjøre alt. Og enhver
tænkte paa, at den, for hvis ansigt denne strøm
for forbi, med et ord, en haandbevægelse kunde
forandre dens retning, lade den vende tilbage eller
paa ny kaste den mod skrækkelige hindringer, og
enhver vilde i et ord af denne ene og i en be
vægelse at hans haand finde en trolddomsmagt, som
førte os i døden. »Du fører os,« — tænkte enhver
— »vi giver Dig vort liv; se paa os, og vær rolig!
Vi er rede til at dø!«
Og han vidste, at vi var rede til at dø. Han
saa frygtelige, i sit forehavende urokkelige rækker
af folk bevæge sig næsten løbende forbi, folk fra
hans lattige land, fattig klædte, simple soldater.
Han følte, at alle disse gik i døden, rolige og frie
for alt ansvar. Han sad paa en graa hest, som stod
ubevægelig og spidsede ørerne til musiken og de
begeistrede hurraraab. Omkring stod en broget suite
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
