- Project Runeberg -  Selv-Anden paa 86° 14' /
268

(1898) [MARC] Author: Hjalmar Johansen With: Severin Segelcke
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

268-

SELV-ANDEN PAA 86° 14’.

talte han mig, at bjørnen havde taget ind mod landet
igjen efter en stunds forløb og lagt sig i sneen lidt op
paa bræen. Nansen skulde da i ro og mag gjøre det
af med den paa nært hold, men da kom bjørnen
rausende mod ham, saa han maatte rappe sig og skyde.

Saa havde vi dem altsaa begge to og drog dem til
den fælles store kjødhaug udenfor «hulen». To rigtig
gjilde ungbjørne var det med nydeligt kjød. Men taget
paa hytten havde de desværre ødelagt, saa vi maatte
tage alle skindene ned i vandet paa optining. Det var
ogsaa et besværligt arbeide, og ordentlig stræk paa dem
flk vi ikke, da vi omsider kom saa langt, at vi bar dem
paa taget igjen. Vi skar da tykke remmer af skindene
og lavede stropper af til store stene, som vi lod hænge
i enden paa skindene, der vor saa lange, at de gik
udover murene paa begge sider.

En morgen paa slutten af vort ophold i hulen saa
jeg, da jeg tørnede ud og læste af temperaturen, en
klynge med hvalros ligge paa isen ikke saa langt ud i
fjorden, der nu næsten var isbelagt over det hele.
Hvalrossen er dog kar for at faa hul paa den, om den er
noget svær; den stanger med sit uformelige, tykke hoved
mod isen undenifra, saa vi kan høre det lang vei, og
op kommer den, saa spruten staar af isbiter og vand.

Jeg stod en stund og saa paa disse hvalrosser; der
kom stadig flere nye til, der karede sig op paa iskanten
og blev modtaget med grynten og hug af den største,
der laa paa flaket. Vi havde seet det før, og vi flk se
det nu igjen, hvilken eiendommelig maade disse dyr
har at modtage sine kamerater paa. — Blandt dem, der
laa paa flaket, var en stor okse med lange tænder. Af
og til løftede den hovedet i veiret og hug om sig til
høire og venstre, aabenbart for at vise sin overlegenhed,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 19:19:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/selvanden/0288.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free