- Project Runeberg -  Selv-Anden paa 86° 14' /
278

(1898) [MARC] Author: Hjalmar Johansen With: Severin Segelcke
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

278-

SELV-ANDEN PAA 86° 14’.

havde ligget paa, og spækkede over en ski, og saa kunde
vi faa dem fæstet op i taget ved hjælp af smaaspiger
og levninger af teltet. En sørgelig behandling fik disse
værdifulde bjørneskind, lang tid tog det og et
grise-arbeide var det.

Vi havde inde i hytten paa hver langvæg en ski,
der var gjort fast i stropper, som gik tvers gjennem
muren mellem denne og tagskindet. Mellem disse ski
brugte vi da at strække ud skindene, som skulde tørke.
I ugevis maatte de saa hænge der, før vi kunde tage
dem ned og faa plads til nye.

Foruden den egentlige svære mønebjelke, maatte
vi paa siderne stive taget op med ski, bambusstokke
og vore to aarer, saa godt det lod sig gjøre, og omsider
da kulden kom rigtig i veiret, frøs hele taget til en
stiv masse med et tykt snelag udenpaa. I det
sydøstlige hjørne byggedes en peis med bjørneskind til
hætte; røgen gik ud gjennem et hul i hvalrosskindet
og op gjennem en pibe, som vi byggede af sne,
bjørneknokler og hvalroskjød. Naar det var slukket paa
peisen, ståk vi en skinddot i hullet for at faa det tæt.
Det hændte jo undertiden, at snepiben vor begyndte at
smelte, især naar det var mindre koldt og vi braste
op sterk varme for at stege første rangs bif, — da
dryppede det sotvand ned i panden til os, men vi regnede
det ikke saa nøie.

I hjørnet mod sydvest hang et skind ned fra taget
og dækkede for aabningen til husgangen. Gjennem
denne krøb vi da ud i det fri, op gjennem et hul,
hvorover der laa et bjørneskind, som dannede den ydre dør.
Ofte var det ondt nok at komme ud om morgenen,
naar vinden i nattens løb havde blæst sammen sneen
til en haard fan, der hvilede tungt paa dørskindet.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 19:19:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/selvanden/0298.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free