42 Sergel. Der mangler altsaa ikke i selve Motivet god Grund for det særegne ved Gruppens Komposition: at man kun ved at se den fra flere Sider, ved at gaa rundt om den,. faar alt med for Betragtningen. Nyblom har fuldkomment rigtig iagttaget, al den ikke udfolder sig helt, set fra noget enkelt Synspunkt; men han fremhæver det for ensidig som en Fejl. Den spiraldrejeđe Komposition af Figurer eller Grupper hører vistnok mere hjemme i Renaissancen’ end i Antiken; men lige saa lidt som den her savner Foranledning i Motivet, savner den Skjønhed i Anlæget. Af den tidligere moderne Skulptur mærker man ogsaa en vis Gjenklang i Mars-Figurens Stilling og Linjer: Ligheden med Pigalle’s Merkur, som Sergel havde set i Haven ved Potsdam, er neppe tilfældig. Linjerne i denne Merkur høre nu virkelig ogsaa til de genialeste Greb, som den nyere Skulptur har gjort. Grundtanken i Sergels Gruppe: Modsætningen mellem mandig Heltekraft og kvindelig Svaghed, Blødhed og Ynde, er gjennemført i begge Figurernes Formgivning med et aldeles overordenligt Mesterskab. Et saadant Parti som Mars’s højre Side, højre Arm og Ben er virkelig et plastisk Pragtstykke af første Rang; i Henseende til en Forening af Rigdom i Udviklingen af Formen, Adel og Skjønhed i enhver Enkelthed, og paa flere Steder -— især Armen ved Albuen — tillige en slaaende Natursandhed, tror jeg, at ingen anden Kunstner fra de to sidste Aarhundreder er naaet saa højt op, som Sergel her er naaet. Naar man sammenligner denne Mars med Sergels egen Faun, maa man give Faunen Prisen i Henseende til Følelsens Friskhed og Naivetet; i Formgivningen staa de lige højt. Og her kommer netop et af Sergels ejendommeligste Fortrin frem: Evnen til konsekvent i alle Enkeltheder at kunne gjennemføre reni forskjellige Karakterer: i Faunen det bondeagtige, sanselige Naturliv, i Mars det af Heltefærd og athletisk Øvelse opdragne Legeme. Naar Sergel i et af Brevene til Bystrøm fremhæver den Opgave for Plastiken: „at skabe en Helhed af Partier af samstemmende Karakter, saa at man ved at se en Haand eller en Fod strax kan sige, at den hører til en Statue af den eller den bestemte Karakter, hvilket netop er det sande Princip for Oldtidens Mesterværker“, saa har ingen med bedre Føje end han kunnet tale med om den Ting. Og hvor varm, sjælfuld, rørende er ikke den kjælne, som et’