92 Germansk og klassisk, Thi hun var smykket alt med Dafnes Kroner, de bragtes af Evropas første Mænd, hvem hendes Minespil og Ord og Toner til undrende Begejstring reve hen. Og hendes Pris bley hørt fra Digtertroner, og mange Tungemaal forkyndte den: Berømtheds Krans, Tribut fra fjærne Lande, var slynget om en attenaarig Pande. Om dette Vers egentlig er overdrevent poetisk, skal jeg ikke dømme om; men i hvert Fald indeholder det ingen poetisk Overdrivelse. Ida Brun var virkelig en evropæisk Celebritet. Hun talte blandt sine Beundrere Goethe og Wieland, Canova og Thorvaldsen, Baggesen og Oehlenschläger, Madame de Staël og hele hendes Stab af Berømtheder i Coppet. Men som Datter af en ved Rigdom og Traditioner meget begunstiget Familie, der hørte til det bedste Selskab, udøvede hun alene sin Kunst i udvalgte Kredse, til hvilke hun fulgte med sin allerivrigste Beundrer, nemlig hendes Moder, Fru Friederike Brun, født Münter, der, som bekjendt, hjemme og paa Rejser plejede Omgang med omtrent alle i Aandens Verden fremragende Personligheder i Italien, Tyskland og Danmark. Moderen, der sporede Idas Talenter fra hendes. tidlige Barndom og gjorde sig det til en Livsopgave at opelske dem ved planmæssig Fodring med Poesiens og Kunstens ædleste Stoffer, var lige fra Begyndelsen af aarvaagent paa sin Post imod, at hendes „lille Muse“ skulde blive „verbildet“ til en Danserinde. Hvorledes Ida allerede i en Alder af 3—6 Aar fordybede sig i Tischbeins’ Illustrationer til Homer og hans Gjengivelser af antike Vasemalerier; hvorledes hun en Gang i den samme Alder, medens Weyse fantaserede paa Pianoet, for første Gang „brød ud“ i pantomimisk Fremstilling og extemporerede skjønne, ædle Stillinger, i hvilke de i hendes unge Sjæl indprægede antike Billeder aabenbarede sig; hvorledes Moderen og hendes æsthetiske Venner i de nærmest følgende Aar ved at læse Homer og de græske Tragikere højt for hende, indgav hende Motiver til Attituder og Pantomimer, erfarer man af Friederike Bruns Bog: Wahrheit aus Morgenträumen und Idas ästhetische Entwickelung (Aarau 1824; dediceret til „vor forklarede Venindes, Anna Germaine von Staëls Manes“). Saa lidt end denne hyperæsthetiske Bog, dryppende vaad af Sentimentalitet som den er, kan falde i senere Tiders Smag, bør den agtes som et interessant historisk Dokument med Hensyn til Tidsalderens