Antike Helteskikkelser. 119 gjerne međ Iliaden, overhovedet med den troiske Krig, ogsaa naar dens Motiver ligge udenfor de homeriske Digtes Ramme. Nu véd Enhver, hvor opfyldt Iliaden er af Kampe og Blod, og hvor gjerne og omstændelig Homer beskriver, hvorledes Heltene fik deres Banesaar paa den eller paa den Maade!). Achilleus og Hektor havde dog til syvende og sidst deres Ry for at slaas. Men i Thorvaldsens ` Billeder af deres Historie slaas de aldrig. De ere vel i Form og Skikkelse dejlig karakteriserede som Helte, ligesom Jason er det, og hvor Hektor staar lige overfor Paris og skammer ham ud for hans Ladhed og Blødagtighed, tager Kunstneren visselig Parti for Manddomskraften og Heltemodet i den ældre Broders Skikkelse. Men Thorvaldsen udvælger bestandig de Scener, i hvilke Figurerne udfolde sig i Kraft af rent indvortes, sjælelige Motiver — i alt Fald med Undtagelse af det Relief, hvor Chiron øver Achilleus som Dreng i Vaabenbrug. Hektor er Ægtemanden og Faderen, bevæget i Afskedens Øjeblik; Achilleus er Briseis’s Elsker, han er Amazonedronningens Sejrherre og Beundrer (le vaingueur vaincu); han er den saarede Patroklos’s trofaste og hjælpsomme Ven; han.er det rørte Hjærte lige overfor sin Fjendes bedrøvede, gamle Fader. Imidlertid sysselsattes Thorvaldsen — dels af egen Drift, dels efter Andres Opfordring — hele sit Liv igjennem med Helteskikkelser; til denne Klasse henhøre mange af hans anseligste og berømteste Værker. Engang imellem skildrer han endog den store og stærke Herakles, men ingen. af de tolv Heltegjerninger. Det er Herakles i Omphales Favn (Ungdoms-Relieffet fra 1792), eller Herakles, som i Olymp, efter at al Kamp og Møje er overstaaet, faar Udødelighedens Drik iskjænket af Hebe. Den sidste Heltefigur, som Thorvaldsen udførte, var ogsaa Herakles (den kolossale Figur til Nichen paa Kristiansborg); i denne prægtige Skikkelses Motiv og Bevægelse gav han væsentlig det Samme, som han 40 Aar tidligere havde givet i Jason. Det er Helten i en Pause mellem Bedrifterne. Mærkeligt nok spiller Krigsguden. selve den grumme Mars, som Grækerne holdt saa lidt af, og som ikke fremtræder stærkt i ') At der blandt alle Thorvaldsens plastiske Arbejder og efterladte Tegninger ikke findes noget Spor af, at han har kjendt Odysseen, kan vel nok tages som Bevis for, at han i Virkeligheden ikke har kjendt den. Den vilde maaske have tiltalt ham nok saa meget som Iliaden, der af hans Tidsalder beundredes mere for dens storladne og ophøjede Væsens Skyld.