136 Paris. Satyrer. — Muser. Gratier, Genier. nogen af disse hvilende, liggende kvindelige Statuer, som den moderne Plastik og ikke mindst Canovas, frembyder saa mange Exempler paa. Endog paa hans Relieffer forekommer en liggende Kvindefigur yderst sjældent. Det er heller ikke en Fred, hvori Satyrer og Mænader tumle sig. Naar man sammenholder Thorvaldsens Gjenoptagelse af Oldtidens Fantasiliv med dette selv, kan man umulig undgaa at hbemærke, i hvor høj Grad Satyrlivet træder tilbage; og Satyrlivet betegner jo netop, hvad man kunde kalde Oldtidens uartige Side, dens kaade, uopdragne Lune, dens ikke ethisk udviklede Form — men rigtignok ogsaa et Kryderi paa dens Aandsliv, som man ikke for nogen Pris vilde undvære. I et Par Smaarelieffer, hvor Satyrerne optræde efter deres Væsen som Nymfers Forfølgere og Elskere, har Thorvaldsen vist, at han skarpt har opfattét baade deres sjælelige og deres legemlige Karakter; men at gjennemføre denne Karakter i rigere Udfoldning eller i større Maalestok, som Statue, har han aldrig indladt sig paa. Kentaurens Bortførelse af Dejanejra er den eneste rigtig kaade Streg, som foregaar i hans Kunst. Hvor Thorvaldsen — sjældent nok — fremstiller Dionysos, holder hans Skildring sig mere til de almindelige ideale Træk af Olympieren, end den giver nogen gjennemgribende Karakteristik af hans særegne Væsen. Naar man har brugt Udtrykket „Anakreontiker“ om Thorvaldsen, saa kan der vel være et Gran af Sandhed deri, for saa vidt som han som ældre Mand udviklede et vist overlegent, mildt spøgende og livsglad Lune, en hyggelig Sans for det Smaa, som indrømmede Livets Naturlighed dens fulde Ret. I hans let flydende kunstneriske Produktion afspejler sig ikke alene hans Aands Arbejder, men ogsaa dens Hvile. Men sely i disse Smaating er der en stor Forskjel mellem Thorvaldsen og Anakreon. En langt større Rolle end Satyrlivet og det sanselige Naturliv spiller hos Thorvaldsen Udtrykket for det rent aandelige Liv, for Poesiens og Kunstens Inspirationer. Dog sysler han ikke saa meget med selve Hoved-Guddommen paa dette Omraade, Apollon, som med de halvt eller helt allegoriske Figurer, der betegne Aandslivet: Muserne, Gratierne og „Genierne<“ (Musikens og Poesiens og alle Kunstarternes Genier). Især henimod Slutningen af