150 Thorvaldsen. vexlende Skala af Lys og Dunkelhed, havde for hans Fremstilling af Figuren. Som man kunde vente det hos Thorvaldsen, er der godt Vejr, stille Vejr over dem alle. Ingen Storm eller Kastevind. Der sidder Hyrdedrengen under Skyggen af den mægtige Egekrone, medens Solen brænder paa Skovsletten udenom, hvor hans Faar græsse. I Skyggen er der svalt, der kunne Lemmerne udfolde sig frit og med Velbehag, og de ungdommelige Drømme kunne vugge sig blidt og mildt som Sommerluften: Hunden passer jo nok Faarene. Der staar Adonis i den dæmrende Skovskygge, træt af Jagten, og læner sig til Træstammen. Han er et Par Aar ældre end Hyrdedrengen, han er kommen ind i den Alder, da Drømmene komme fra et dybere Sind, da de have mere Sødme og sværme om Noget, han knap selv véd, hvad er, ligesom Bien om Blomster- ' kalken. Er han endnu ikke Venus’s Elsker, er han vel snart moden til at blive det. Der har Byron, den unge Digter, paa sin Vandring i Grækenlands Natur sat sig til Hvile paa Oldtids-Ruinerne og stirrer ud i Aftenrøden. Tanker og Billeder strømme sammen i hans Sjæl, hans Hjærte fyldes af dem, og Griflen, som han forventningsfuld holder op imod de aabnede Læber, vil snart forvandle Indtrykket af Naturen til lyrisk Poesi. — Om det er den virkelige Byron, den dristige, utæmmelige, oprørske Forfatter af Don Juan? Visselig ikke. Det er i alt Fald kun en eneste Side af Byrons Væsen, den, med hvilken Thorvaldsen havde noget Berøringspunkt. Det er en Thorvaldsensk Figur; men det er jo ogsaa goðdt. Efter at Solen er nede, i den klare, sydlandske Aftendæmring, møde vi Toget til Parnas. Det er det Øjeblik af Døgnet, da alle Virkelighedens Billeder blive dunkle og utydelige, og da Erinringen, alle Musernes Moder, træder stille frem af Sjælen og Fantasien begynder sit Spil. Foran svæver Aftenstjærnen med sin Fakkel, førende Vingehesten, der trækker Apollons Vogn. Guden stirrer ud imod Stjernerne, Inspirationen fylder hans Sjæl. Efter ham følge de lette Gratier i Dans, saa de stille, tankefulde, vandrende Muser, saa Digterne med deres Genier. At der med plastiske Midler kan udtrykkes endog en Maaneskins-Stemning, kan man overbevise sig om af det tille Relief til Torlonias Villa, hvor man ser Luna, der af den svævende Amorin føres hen imod Endymion. Det er ikke paa Titlen eller Æmnet ałt