Den store Kristus-Statue. 169 kristelige, dette er det ikke vor Sag at dømme om. Lidelsens Mærker: Naglegabene i Hænder og Fødder og Spydgabet i Siden have herved egentlig Intet at betyde; de kunde udslettes, uden at Figuren derfor var eller sagde andet, end den nu er og siger. De vedkomme ikke'dens plastiske Væsen. Hvad Legemets Bygning og Form i det hele angaar, har Thorvaldsen givet sin almindelige ideale Type. Ethvert Forsøg paa realistisk Karakteristik af, hvad Kristus var som jordisk og historisk Figur, vilde jo være ganske uforenelig med hans Mening med Statuen og overhovedet slet ikke ligge for ham. Og lige saa lidt har han indladt sig paa at give Billedet af en romantisk Zarthed, af en Aand, hvis Rige slet ikke er af denne Verden; efter hans Forestilling er Kristus tydelig nok en Magtskikkelse, hvis Rige, om del end ikke er, saa dog skal blive af denne Verden. Naar man endog gjentagne Gange har bebrejdet hans Figur altfor megen Styrke i Bygning og Form, har man næppe taget Hensyn til, at den er bestemt til at gjøre sig gjældende som Hovedfigur i et meget stort Rum, og at dens Linier derfor maatte være akcentuerede med stor 'Pydelighed. - Noget særlig kristeligt, noget, der ligesom betegner Kristus’s Navn, kan man sige, at Thorvaldsen har givet i Statuens Hoved, der slutter sig til den nedarvede Kristustype. Og til Trods for den stærke Legemsbygning faar ogsaa Figuren som Helhed ved Haarets og Klædebonnets Fald og ved Ansigtstrækkenes og Stillingens Linier i Forening en egen udpræget Stil, en vis Spidsbuestil, en Afglans af de mange, dengang for Kunstneren væsenlig nye Indtryk af kirkelig, middelalderlig Kunst, som paa en genial Maade have arbejdet sig sammen til en ny Enhed i hans Sjæl. Men deri ligger dog kun et Forhold til den kristelige Kunst, som endnu ikke afgjør, om det, som hans Figur siger, er Kristendom eller ikke). Det, som fra vort Standpunkt interesserer os, er, at det, som Thorvaldsens Kunst udtalte, saaledes som det er — kristeligt eller 1) For en væsenlig Del har jeg udtalt det, som ovenfor er sagt om Kristusfiguren, i „Kristelig Kalender“ for 1871 („Thorvaldsens Fremstilling af Kristus“). Jeg antager imidlertid, at min Fremstilling her, skjønt mindre udførlig, dog ved at indordne Figuren blandt Thorvaldsens hele øvrige Produktion, giver en langt nøjagtigere Forstaaelse af dens Væsen.