Michelangelo og Thorvaldsen. 207 forskjellig Smag med Hensyn til Proportionerne. Men i hvert Fald bliver han dog ganske indenfor det Natursandes Grænse: han skaber ikke Menneskeheden om efter forudfattede Begreber om den. Men Proportionaliteten i Skikkelsen, dens Massers og Deles samstemmende Forhold, er jo ogsaa Hovedsagen i Legemets kunstneriske Arkitektur , der egenlig var det, som Thorvaldsens Blik var rettet paa. Michelangelos Interesse gik ud paa Legemsbygningen i en ganske anden Betydning af Ordet: han fordybede sig med den experimenterende Naturforskers Fryd i Legemets indre organiske Struktur, Knogler, Muskler, Sener, Aarer osv., deres Beliggenhed, Form, deres Funktioner for Bevægelsen og deres Fremtræden paa Overfladen under Bevægelsen. Dette interesserede kun lidet Thorvaldsen. I hans Ungdomstid i Kjøbenhavn docerede en ubetydelig Billedhugger, Weidenhaupt, Anatomi ved Kunstakademiet; af Abildgaard, der var et videnskabelig organiseret Hoved og synes at have havt grundige Kundskaber i Anatomi, har han maaske faaet yderligere Undervisning. Han kjendte ogsaa meget vel alt, hvad han for sine Formaal behøvede at kjende i denne Retning; men der forlyder Intet om, at han nogensinde senere skulde have fortsat sine Studier af Menneskelegemets indre Bygning. Den fuldkomne Mangel paa anatomiske Studier blandt hans efterladte Tegninger er sikkert ikke tilfældig. Thorvaldsen havde overhovedet ingen analytisk Interesse for den arbejdende Form — vi tage Begrehħet Arbejde her i rent mekanisk og fysisk Forstand. Deraf følger, at de som i Plastiken søge, hvad man kalder interessante Formpartier, især en skarp og intelligent Analyse af Ledemodene, f. Ex. det rige Formspil i en løftet eller drejet Skulder, overhovedet et rigt Udtryk for Legemets Mekanik, egenlig slet intet have at hente i hele hans Produktion. Saaledes vilde det netop fremfor alle være gaaet Michelangelo: han vilde næppe nok have anerkjendt Thorvaldsens Værker for at være Plastik i hans Forstand af Ordet, lige saa lidt som Michelangelos var det i Thorvaldsens. Nu kan man gjerne af Hjertet foretrække den stille Holdning i Thorvaldsens Figurer for den megen Knagen og Bragen i Lemmer og Ledemod i Michelangelos; og i hvert Fald er det tydeligt, at der paa dette Punkt var Noget, som Thorvaldsen ikke vilde. Enhver Udkrammen af Lærdom og Pralen med Virtuositet i Detaillen