Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Min første Sammenkomst med politiske forviste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
100 Sibirien.
103 Gr. i Skyggen. Atmosfæren var kvælende; saa langt Øjet naaede, var der
ikke et grønt Blad, ikke et frisk Græsstraa at se ; store, 100 til 150 Fod høje
Sandsøjler bevægede sig langsomt og majestætisk hen over den solforbrændte
Slette; Sporene af en enlig, bereden Kirgiser kunde i den Støvsky, som hans
Hest havde ophvirvlet, følges 8 Kilometer langt. Jeg led forferdeligt af Hede
og Tørst. For at beskytte mig mod de brændende Solstraaler viklede jeg mig
ind i et firdobbelt, uldent Tæppe og lagde en stor Dunpude over mine Ben,
hvad der ogsaa skaffede mig Kølighed. Jeg sad paa den solbeskinnede Side
af Tarantasen og var til sidst saa udmattet og havde en saadan Følelse af
Svaghed og Ildebefmdende, at ’jeg maatte bede Hr. Frost om at bytte Plads
med mig. Nu vikiede han sig ind i Ulden og Dunene og holdt det ud til Aften.
En russisk Officer i Omsk havde fortalt mig, at Heden i Irtischdalen
ofte var saa stærk, at den fremkaldte Afmagt og Ildebefmdende, og havde raadet
mig til paa skyfri, varme Dage ikke at rejse mellem Kl. 11 og 3. Den Tanke,
at man i Sibirien skulde kunne faa Solstik, havde syntes mig urimelig, og jeg
havde, som jeg senere indsaa med Urette, let af den venlige Raadgiver.
Midt i denne afsvedne ørken ved Stationen Veroninskaja blev vi ved
en Temperatur af 103 Gr. i Skyggen hjemsøgte af en hæftig Sandstorm fra
Sydvest; Sandet var fint, hedt Støv, der blev hvirvlet 100 Fod op, og fejede
forbi os i tætte, kvælende Skyer, der indhyllede alt. Endskønt vi kørte i
samme Retning som Stormen, betog den os næsten Aandedrættet i hele to
Timer, og da vi ankom til Stationen Cheremschanska , vilde det at dømme
efter vore Ansigter have været vanskeligt at bestemme, om vi var Kirgisere
eller Amerikanere, sorte eller hvide Mennesker. Jeg drak næsten en Liter
kold Mælk, og selv da var min brændende Tørst ikke slukket. Da Hr. Frost
havde vadsket Støvet af øjnene og skyllet syv Krus Mælk ned, sagde han:
»Naa, hvis der nu er nogen, der ikke vil tro, at der kan være varmt i Sibirien,
saa send ham til mig.«
Ved Stationen Malo Krasnojarkaja lod vi Irtisch paa vor højre Haand
og saa den ikke mere. Om Ettermiddagen fik vi Øje paa de første af Altaj
højderne og begyndte den langsomme Opstigning til Altajstationen. Næste
Dag henimod Aften kørte vi igennem kølige, højtliggende Alpeenge, fra hvis
saftige Græs der kiggede Klokkeblomster , Ensian og Nelliker frem, medens
Bjærgspidserne over vore Hoveder 1000 Fod dybt var bedækkede med ny
falden Sne. Den pludselige Overgang fra den hede afrikanske Ørken ved Irtisch
til dette henrivende sibiriske Schweizerlandskab virkede ligefrem forbløffende.
Jeg spurgte mig selv, om jeg blot havde drømt, at jeg havde været paa den
af Solen forbrændte, øde Steppe med dens glødende Hede og dens Sandhvirvler,
eller om en saadan Sceneforandring virkelig var mulig paa 24 Timer. Mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
