Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Livet paa den store sibiriske Landevej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livet paa den store sibiriske Landevej. 185
solbeskinnede Højdeskrænter, de broget klædte Høstfolk, alt dette var højst
malerisk og frembød de taknemmeligste Motiver for en Kunstners Pensel.
Landsbyerne i denne Del af Sibirien var mindre tiltalende. De bestod
sædvanlig af to Rækker graa, umalede Blokhuse, som strakte sig to til tre
Verster langs med den smudsige Vej uden Spor af Vegetation. Det eneste
grønne, der var at se, var den Gren, der betegner Brændevinsboderne. Disse
Brændevinsboder, der forekommer under de forskelligste Navne, er en stor Ind
tægtskilde for Staten og Bøndernes Ruin. De alene er Skyld i det forsømte,
usle Udseende, som Landsbyerne har langs den store sibiriske Landevej. I Vest
sibirien regner man 30 Brændevinsboder paa en Skole og i Østsibirien endog
35. I et Land, hvor Muligheden af at lære noget og Lejligheden til at drikke
sig fuld staar i et saadant Forhold til hinanden, kan man næppe vente Orden,
Renlighed og Velstand.
Kirkegaardene i de sibiriske Kolonier syntes mig ofte langt seværdigere
end selve disse. Jeg erindrer paa denne Del af vor Rejse at have set en Kirke
gaard, hvor vel Halvdelen af Gravene var betegnede med sorte Kors og ind
hegnede med røde, blaa og gule Pæle. Nogle af Korsene bar Indskriften:
I. H. S ; paa andre var den Korsfæstede afbildet i hvid Farve med usædvanlig
lange og tynde Ben, som udfyldte hele Længden af det opretstaaende Skaft.
Man kan ikke tænke sig noget mere spøgelseagtigt end denne lange hvide
Skikkelse paa sort Grund, omgivet af et rødt, hvidt og blaat Stakit; men den
russiske Forkærlighed for grelle Farver besejrer endog Døden. I ingen Del af
Verden, hos intet andet Folk har jeg paa Kirkegaardene set saa brogede Farver.
Paa hele Strækningen mellem Tomsk og Atschinsk var Høsten i fuld
Gang, og i flere Landsbyer var hele Befolkningen med Undtagelse af Post
mesteren paa Marken. Et Sted saa vi kun et hørhaaret Barn paa henved fem
Aar, hvis Klædedragt bestod i en smudsig, grov Skjorte; i en Strikke om
Halsen bar han en stor Koklokke, han gnavede nok saa fornøjet paa en Hvid
roe og vadede omkring til Knæerne i Smudset paa den forladte Vej.
I Nærheden af en anden Koloni blev vi ved Synet af en ved Benene
lænket Hest, der græssede fredeligt ved Vejen, erindret om, at vi befandt os i en
Straffekoloni. Det var mig bekendt, at den russiske Regering engang havde
ladet en opsætsig Kirkeklokke*) nedtage og forvise til Sibirien, fordi den lod
sig høre, da man drejede den om; men den Tanke, at Regeringen nu endog
skulde give sig af med at forvise »upaalidelige« Heste og lægge dem i Lænker,
satte mig dog i Forbavselse. Paa mit Spørgsmaal erfarede jeg af Post
*) Den berømte Klokke i Uglitsch; den tindes nu i Tobolsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
