Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Forviste i Irkutsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forviste i Irkutsk. 225
meddelte mig, at han vilde give mig Tilladelse til at tale med en der anbragt
politisk Fange. Jeg havde allerede ofte hørt Tale om de russiske revolutio
næres Fængselsliv, men jeg havde ikke før set nogen af dem i Enearrest.
Ved Enden af Gaarden betraadte vi en Slags Hal. Kaptajn Makofski gik, led
saget af en Slutter, i Forvejen gennem en aflaaset og tilgitret Dør ind i en
lang, snæver Gang, hvor en bevæbnet Skildvagt gik op og ned uden for en
Række Celler. For de svære Trædøre til Cellerne var der Hængelaase, og
midt i Dørene var der en lille firkantet Aabning, gennem hvilken man rakte
Føden ind, og hvorfra Fangen kunde iagttages af Vagten. Navnet paa den
politiske Forbryder, som vi vilde besøge, var Ferdinand Liustig — tidligere
Officer i Hæren, mente Kaptajn Makofski — der var bleven arresteret i St.
Petersborg i Marts 1881, kort efter Czarens Mord. Han var som revolutionær
bleven dømt til fire Aars Tvangsarbejde, havde udstaaet sin Straffetid og var
nu under Vejs til østsibirien, hvor han skulde forblive som Straffekolonist.
Slutteren aabhede Døren Nr. 6, og vi traadte ind i en lang, smal, mørk
Celle, i hvilken der paa en lille Træseng sad en smuk ung Mand med kort af
klippet Haar, blaa øjne og brunt Fuldskæg. Han rejste sig rask, da vi traadte
ind, som om han haabede paa en Forandring i sin Skæbne, og Kaptajn Ma
kofski raabte ien hjertelig, kammeratlig Tone: »Goddag, Hr. Liustig! Yi er
komne for at opmuntre Dem lidt. Disse Herrer er amerikanske rejsende, der
har taget Fængslet i Øjesyn, og jeg har. tænkt, at De maaske gerne vilde se
dem.« Det Udtryk af Haab, som forbigaaende havde oplyst den unge Mands
Ansigtstræk, forsvandt lidt efter lidt; han rakte os Haanden paa en nervøs,
forlegen Maade, som om han, efter saa længe at have været isoleret fra alt
menneskeligt Selskab, ikke mere vidste, hvad han skulde sige. Situationen
var paa Grund af Kaptajnens, Slutterens og en Soldats Nærværelse heller ikke
behagelig for mig. Havde Hr. Liustig og jeg været alene, vilde vi sikkert snart
være komne til Forstaaelse, men under de herskende Omstændigheder kunde
jeg ikke sige noget af alt det, jeg havde paa Hjerte, og jeg var mig bevidst
at maatte forekomme Fangen som en nysgerrig Turist, der ønskede at se en
Nihilist i Fængsel, omtrent som man betragter et Dyr i zoologisk Have. Cel
len var henved 20 Fod lang, 6 Fod bred og 12 Fod høj. Den fik Lys fra et
eneste, meget lille, tilgitret Vindu i den Væg, der laa overfor Døren. Det var
anbragt saa højt, at jeg ikke kunde naa det. Uden for dette, i en Afstand af
nogle Fod, hævede der sig et Plankeværk, der ikke blot skjulte Yderverdenen
men ogsaa Himlen, saa at Hr. Liustig, naar han saa op, næppe vilde
kunne sige, om det var smukt eller daarligt Vejr, Vinter eller Sommer. End
skønt Væggene og Loftet var hvidtede, var Cellen dog mørk, og, som det
forekom mig, ogsaa meget kold. En lille Træseng med et tyndt, graat Uld
Sibirien. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
