Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Forviste i Irkutsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forviste i Irkutsk. 231
Mine egne Pinsler kan jeg bære,« sagde hun med et Suk, da hun for
talte mig denne Tragedie; »men et Syn som dette var hjerteskærende.«
Denne fmtdannede Kvindes Savn og Lidelser paa Marschen og i Etappe
husene behøver jeg vel næppe at omtale. Endelig naaede hun og hendes
Mand en lille By i Provinsen Tobolsk, der var bleven anvist dem til Opholds
sted. De fik et Barn og levede i forholdsvis Hygge, indtil Hr. Cherniavski i
Marts 1881 efter Alexander lII.s Tronbestigelse blev opfordret til at aflægge
Hyldningseden. Han vægrede sig derved, og de blev forvist længere øst paa
til Krasnojarsk ; en fornyet Vægring havde Bortsendelsen til Jakutsk til Følge.
Imidlertid var Vinteren begyndt, og de rejste i en aaben Tarantas med et 13
Maaneder gammelt Barn. Fru Cherniavski kunde trods al Indpakning ikke
holde Barnet varmt; da de naaede den sidste Station før Jakutsk, var det
dødt. Denne Opdagelse berøvede Moderen Forstanden; hun vuggede sit døde
Barn i Armene, idet hun sang Vuggesange for det, græd, rasede og forbandede
Gud. Da de endelig ankom til Jakutsk, stod Hr. Cherniavski med sin sinds
forvirrede Hustru og sit døde Barn paa Armen i halve Timer i Etappefængs
iets Gaard i 30 Graders Kulde og ventede paa den formelle Modtagelse. Fru
Cherniavski laa i Fængselshospitalet i Jakutsk, indtil hun atter blev rask, og
saa blev hun og hendes Mand, ledsagede af Gendarmer, ekspederede 2000 Mile
længere mod Nordøst til Jakutkolonien »Batarutski Ooloos«, som ligger i en
skrækkelig Ørken 165 Mile fra den nærmeste By. Der levede de saa under
usigelige Lidelser og Ssivn, indtil Indenrigsministeren i Aaret 1884 tillod dem
at vende tilbage til en mere civiliseret Del af Sibirien.
Da jeg lærte Fru Cherniavski at kende, var hun en bleg, hulkindet
Dame, hvis Sundhed var fuldstændig nedbrudt af Kummer, Fangenskab og For
visning. Hun havde mistet sine to Børn i Forvisningen og under Omstændig
hecler, som gjorde deres Tab næsten uudholdeligt. I syv Aar havde hun nu
været skilt fra alle sine Slægtninge ved en Afstand af Tusinder af Mile, og
det eneste, der var levnet hende, var den Kærlighed, hvormed hun omfattede
sin Ægtefælle, for hvem hun imidlertid i sin lidende Tilstand kun kunde gøre
lidt. I to Maaneder havde hun ikke sat sin Fod uden for Døren, og da jeg tog
Afsked med hende, følte jeg mig overbevist om, at hendes kvalfulde Liv snart
vilde tinde sin Afslutning. Det gjorde mig dybt og inderligt ondt for hende —
hendes sørgelige Livshistorie havde, vel for første Gang siden min Barndom,
lokket Taarer af mine Øjne. Som Tegn paa min oprigtige Højagtelse og
Sympati tilbød jeg hende mit Fotografi til en Erindring. Til min store Over
raskelse afviste hun sørgmodig men bestemt min Gave og sagde: »For mange
Aar siden ejede jeg et Fotografi af et af mine afdøde Børn; det var det eneste
Billede, som eksisterede af min Yndling. Da holdt Politiet en Nat Husunder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
