Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. I østsibiriske Sølvminer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I østsibiriske Sølvminer. 359
i fuldstændigt Forfald, men Landsbyen frister endnu Livet og indeholder et
lille Fængsel. Da vi ønskede at bese dette, og Alexanderhytten tilmed var
et passende Punkt, hvorfra vi bekvemt kunde naa det i sin Tid berømte, men
nu forladte Bjærgværk Akatui, besluttede vi at gøre Holdt her. Vejret var
ved vor Afrejse koldt, Himlen skyet, og der blæste en isnende Nordøstvind.
Højene, mellem hvilke vi kørte, bar et tyndt Snedække, men Vejene var tørre,
og vi blev snart bedækkede med Støv, som vore Vognhjul havde ophvirvlet.
Efter tyve Miles Kørsel var vi saa forkomne, trætte og sultne, at vi længtes
efter Ro og Forfriskninger; men Landsbyen, i hvilken vi skiftede Heste, var
saa forladt og gjorde Indtryk af at være i den Grad hjemsøgt af den slemme
Sygdom, at vi slet ikke vovede at stige af vor Telega. Kulde og Sult er dog
altid at foretrække for Kopper. Vor Kusk søgte at berolige os ved at erklære,
at Sygdommen ikke var ondartet; men Hr. Prost mente, at det gik vel med
den som med det sibiriske Utøj, som de indfødte anser for godartet og ganske
taaleligt, men som kan skille fremmede af med Livet. Da vi var naaede til
vor anden Etappe, Landsbyen Kopun, brød Mørket allerede frem, Termometret
var næsten sunket til Nul Fahrenheit (-i- 14 Gr. Reaumur), og jeg var saa
gennemfrossen, at jeg næppe kunde bevæge mine stive Lemmer.
»Jeg kan ikke holde det ud længere, « sagde jeg til Hr. Frost, »det er
virkelig et tillokkende Alternativ: Kopper eller at fryse ihjel! Jeg vil nu banke
paa Døren til det Hus der og spørge, om Folkene har den forbandede Sygdom ;
hvis det^ikke er Tilfældet, gaar jeg ind for at varme mig og faa noget at
spise.« Jeg bankede paa, og en bleg, forgræmmet Kone aabnede Døren.
»Vil De være saa god at sige mig, om der er nogen her, der ligger
syg af Kopper?«
»Ja,« lød Svaret.
Jeg ventede ikke paa Enkelthederne, sk}Tndte mig tilbage til Telegaen
og sagde til Hr. Frost, at da vi nu sad mellem Skylla og Karybdis, var Brød
posen vor eneste Hjælpekilde. Nyt Uheld ! Brødet var frossent, ganske haardt
og desuden aldeles bedækket med Støv og Sand, som Hjulene paa vor Telega
havde slynget op, og som var trængt ind gennem den utætte Sæk. Jeg gav
Hr. Frost et lille Brød, tog selv et, og saaledes sad vi i tre Kvarter i Tus
mørket, rystende af Kulde og gnavede paa det frosne Brød, medens vi ventede
paa nyt Forspand.
For nogenlunde at beskytte vor Brødpose mod den arktiske Kulde og
mod Støvet, foreslog jeg, at vi skulde sætte os paa den. Det gjorde vi, men
vi ombyttede derved kun én Ubehagelighed med en anden.
Endelig kom Hestene, og efter en lang, kold og højst ubehagelig Rejse
naaede vi omtrent Kl. 9 om Aftenen den hyggelige Station Schelapugina paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
